04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge vil sætte socialismen på dagsordenen

Unge vil sætte socialismen på dagsordenen

Tirsdag, 06. juli, 2004, 00:00:00

Der er brug for kommunister i globaliseringsbevægelsen, mener unge på Rød Sommerlejr.

De unge kommunister skal mere på banen i det internationale solidaritetsarbejde og kampen om idéerne.
Det var en af konklusionerne på en debat blandt unge deltagere på Rød Sommerlejr.
- I monopolernes domiciler skal gulvene være rene, når de beskidte beslutninger skal tages. Men synet af de ufaglærte rengøringsfolk holder ledelsen ikke ud. De arbejder i det skjulte, om natten. Det er vores opgave at bringe arbejderne og deres idéer frem i lyset, siger Mattias Tesfaye fra DKP/ML's landsledelse, som var en af debattørerne.
- Et af de steder, hvor folk diskuterer alternativer til monopolernes magt er de sociale fora, hvor bevægelser og aktive diskuterer alternativer til socialismen. Her er der brug for, at kommunisterne blander sig endnu mere og sætter socialismen på dagsordenen, mener Mattias.
Christine Lundgaard fra Internationalt Forums Colombia-gruppe bliver en af de aktive i Danmarks Sociale Forum, der afholdes i København i oktober i år.
Hun mener, at der er plads til kommunisterne i det internationale solidaritetsarbejde.
- Der er brug for folk, der arbejder loyalt på et bredt grundlag med en organisation i ryggen og en demokratisk metode. Noget af det, der inspirerer os i vores eget samarbejde med kommunister fra Colombia, er deres måde at gøre den politiske kamp til en del af hele livet. Det sker gennem uddannelse, dans, samliv og så videre. Samtidig skaber de med den demokratiske centralisme en styrke, der gør, at de har stor opbakning i hele landet. Det tror jeg er vigtige erfaringer, siger Christine Lundgaard.
Esben Hansen fra Folkebevægelsens Ungdom mod EU deltog også i sommerlejrens debat.
Han lægger vægt på, arbejdet mod forfatningen også er en anti-imperialistisk kamp, som kan sætte socialismen på dagsordenen.
- Der en stor modstand blandt unge mod krig og imperialisme. Den skal vi tage med ind i kampen mod EU's nye forfatning og vise, at EU-staten med sin atom-hær og sine stormagtsdrømme ikke er et hak bedre end USA. Samtidig fortæller den en masse om den kapitalistiske verdensorden.
Esben Hansen foreslår, at unge EU-modstandere begynder at forberede aktiviteter, der sætter spot på netop de dele af EU's nye forfatning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jul. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland