Trods beskæftigelsesministerens udtalelser om, at udstationeringsdirektivet ikke må misbruges, har han intet gjort

Polske arbejdere i Danmark ser ud til at gå en lysere fremtid i møde. I hvert fald hvis man skal tro det foreløbig udfald af to meget omdiskuterede sager om danske arbejdsgiveres kyniske udnyttelse af billig polsk arbejdskraft.
En vis herre ved navn Ole Thuesen har de seneste måneder reklameret med at kunne levere råmaterialet til en sådan udnyttelse via sit til lejligheden oprettede selskab, Biomax. Alene navnet antyder kynismen: maksimal udnyttelse af levende mennesker. For 150 kroner i timen kunne man leje en af hans 50 polakker, der, ifølge Ole Thuesen, ville få omkring 120 kroner i timen selv.
Fagbevægelsens trussel om blokade - af Ole Thuesen omtalt som 'terrortrusler' - fik dog forleden en bygherre til at falde fra, og Ole Thuesen måtte mandag skrive under på en overenskomst for sine polske ansatte .
Noget lignende er nu ved at ske på Karstensens Skibsværft i Skagen. Her udfører 11 polakker malerarbejde til en timeløn, der er 50 kroner lavere end deres danske kollegaers.
Da de 105 andre timelønnede på værftet i går morges erklærede, at nu var det nok, og nedlagde arbejdet, skete der noget. Værftsledelsen besluttede prompte at indstille polakkernes arbejde, indtil deres firma, 'Steel Protection Poland', har tegnet overenskomst. Tirsdagens strejke for at få en overenskomst til polakkerne på Karstensens Skibsværft var - ironisk nok - overenskomststridig. På trapperne er dog også en varslet konflikt efter overenskomstens regler.
Såvel Biomax som Steel Protection Poland er 'polske' firmaer, oprettet af danske virksomhedsejere. De spiller på, at østarbejdere, udstationeret fra et firma i deres hjemland, skal arbejde efter reglerne i EU's udstationeringsdirektiv. Og det dikterer, at arbejdet skal foregå efter regler og overenskomster i de udstationerede arbejderes hjemland. Dermed omgår de reglerne Danmarks overgangslovgivningen i forbindelse med Østudvidelsen.
Trods beskæftigelsesministerens udtalelser om, at udstationeringsdirektivet 'ikke må misbruges', har ministeren intet gjort for at gribe ind i de to sager, hvor der helt åbenlyst er tale om 'polske' proforma-virksomheder.
Mediestuntet for nylig med en landsdækkende razzia mod sort og illegalt arbejde, ændrer ikke på den kendsgerning, at byrden først og fremmest hviler på fagbevægelsens skuldre.
Derfor er det ekstra alarmerende, at der i kulissen lurer en EU-grundlov og ny EU-lovgivning - for eksempel servicedirektivet - som for alvor vil sætte spørgsmålstegn ved den allerede stærkt amputerede konfliktret.