Omkring 50 polske bygningsarbejdere bliver nu omfattet af en dansk overenskomst med en løn på 148,30 i timen.
Med truslerne om en blokade hængende over hovedet indgik den polsk/danske direktør Ole Thuesen i mandags overenskomst med Træ- Industri- Byg, TIB, i Århus.
Direktør Ole Thuesen har tidligere i TV Østjylland udtalt, at han ikke var bange for den danske fagbevægelse og deres trusler om blokade.
- De må jo ikke komme ind på privat grund. De kan bare stå udenfor med deres flag, sagde han blandt andet.
Efter et anonymt tip til fagforeningen TIB i Århus fandt afdelingen frem til fire polakker, der var i færd med at renovere en ejendom hos Danmarks Japanske Have i Trige ved Århus.
- Vi meddelte bygherren, at han skulle forvente, at vi blokerede ejendommen og at vi ville få pressen til at interessere sig for byggeriet. Ifølge Ole Thuesen er bygherren blevet kulret og vil have forholdene i orden. Derfor fik vi en overenskomst, der dækker samtlige ansatte, der arbejder i Danmark for det polske firma Biomax, siger formanden for bygningsgruppen i TIB Århus, Hans Rasmussen, til Arbejderen.
Ifølge overenskomsten skal de polske arbejdere have 148,30 kroner i timen samt feriepenge, søgne-helligdagsbetaling samt pension. Endelig skal polakkerne være medlem af TIB.
Hver måned skal Ole Thuesen sende lønsedler til fagforeningen, så de har mulighed for at kontrollere, om overenskomsten bliver overholdt. Derudover skal direktøren oplyse, hvor hans folk i Danmark arbejder. Det har han dog endnu ikke gjort, men Hans Rasmussen forventer at få en liste.
TIB er lige nu ved at oversætte overenskomsten til polsk. Der efter tager de en kontakt til de fire arbejdere i Trige og præsenterer fagforeningen sammen med en tolk.
Biomax-direktøren har tidligere oplyst, at han har 50 polske arbejdere ansat i Danmark. Dette tal vil på længere sigt stige til over 200. Men nu er han ikke så sikker længere. Over for fagforeningen beklager han sig over, at andre firmaer tager hans folk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278