Også i 1974 var Jord- og Betonarbejdernes Fagforening på Christianias side og nægtede at medvirke i venstre-regeringens planer.

Hvis man har gået rundt og troet, at hele fagbevægelsen var en stivnet og støvet organisation, bliver man straks klogere, når man læser om Jord og Betonarbejdernes 100 års virke i København. Her fremgår det, at også i 1974 var fagforeningen på Christianias side.
I jubilæums bogen fra 1984 Jord og Beton gennem 100 år brydes fordommene ned om fagbevægelsen. Her fremstår det tydeligt og klart, at det var arbejdsmændene, kommunister, socialister og andre progressive, der stod vagt om retten til forskellighed. Og at kampen gjaldt retten for dem uden magt og penge til, at forme deres egen tilværelse. Det fremgår samtidig, at ensartetheden og uniformeringen stod regeringspartiet Venstre også dengang for.

Nej til regeringens planer
I jubilæumsbogen fra 1984 står der:
'Folketingsvalget i 1973 bragte mindretals regeringen Venstre med Poul Hartling til statsminister magten. Det var man yderst utilfreds med i Jord og Betonarbejdernes fagforening, og kritiserede formanden for LO, Thomas Nielsen, for hans opfordring til Venstre om at danne regering.
Man blandede sig også i spørgsmålet om venstre-regeringens ønske om at få revet 'fristaden' Christiania ned, fordi denne og andre nedrivningssager indebar ubehagelige problemer for fagforeningens medlemmer, som blev beskæftiget ved sådanne arbejder. Fagforeningen rettede på denne baggrund henvendelse til forsvarsministeren Erling Brøndum og gjorde ham blandt andet opmærksom på følgende:
'Af hensyn til vore medlemmers sikkerhed under eventuelle konflikter mellem beboerne og det af dem indsatte politi udsendte vor fagforening i foråret 1974 retningslinier for , under hvilke forhold vore medlemmer var pligtige til at arbejde i henhold til vore overenskomster.
Vi påpegede i denne udtalelse:
At intet medlem må deltage i oprydningsarbejde af bygninger, der endnu er beboet.
At intet medlem må deltage i udsmidning af beboere eller indbo fra disse bygninger.
At intet medlem må arbejde under beskyttelse af politi eller militære enheder.'
Senere i henvendelsen til forsvarsministeren hed det:
'For at undgå konfrontationer mellem beboerne og Deres politi, skal vi anmode Dem om at udsætte nedrivningsarbejdet, til der er opnået enighed om en fornuftig saneringsplan i udvalget og med Christianias beboere.
I modsat fald forudser vi en så alvorlig konfliktsituation, at vores medlemmer må nægte at medvirke til gennemførelsen af Deres planer.'

Slumstormerne
Baggrunden for udtalelsen var, at i årene før havde der allerede været mange kampe og konfrontationer med politiet på specielt Nørrebro.
På hele det indre Nørrebro, den sorte firkant, blev folk udsaneret og bygningerne stod derefter tomme i år efter at beboerne var flyttet.
Det var dengang man lancerede en såkaldt byfornyelse under parolen totalsanering. Denne form for byfornyelse blev også kaldt beboerfornyelse eller beboerforflyttelse, fordi den oprindelige arbejderbefolkning blev tvangsforflyttet. For de mange unge, der stod uden bolig, blev de mange tomme bygninger en oplagt mulighed for et sted at bo. De gamle slumboliger blev stormet og slumstormerbevægelsen opstod.
Det medførte mange konfrontationer med politiet og i den forbindelse udviklede der sig et samarbejde med Vejklubben i Københavns Kommune, Jord og Betonarbejdernes fagforening, som nægtede at arbejde under politi beskyttelse.
I dag er det de 17 fagforeninger i Byggefagenes Samvirke, der står bag opbakningen til Christiania.