Alt tyder nu på et hurtigt forlig om kommunalreformen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
I går brød forhandlingerne om en kommunalreform sammen.
- Vi har besluttet, at der ikke kan indgås et bredt forlig, siger Mogens Lykketoft fra Socialdemokraterne til DR Nyheder.
Han oplyser, at den vigtigste årsag til sammenbruddet er, at der ikke kunne skabes klarhed over den økonomiske og sociale fordeling mellem de nye store kommuner.
- Regeringen spiller hasard med de allersvageste i samfundet. Det er de mest sårbare, der først kommer i klemme - og det er helt uacceptabelt, at regeringen ikke har kunnet skabe overblik over økonomien generelt, udligningssystemet og finansieringen på det sociale område, siger Lykketoft.
Også Radikale har valgt at forlade forhandlingerne, og partiets leder, Marianne Jelved siger, at bruddet er definitivt.
Indenrigsminister Løkke Rasmussen erklærer sig uforstående overfor, at Socialdemokraterne og Radikale opgiver et bredt forlig.
- Vi har flyttet os markant for at imødekomme Socialdemokraterne og Radikale, og jeg har en klar fornemmelse af, at vi var i en situation, hvor vi var ganske tæt på at nå i mål, sagde en ophidset Løkke Rasmussen efter sammenbruddet.
Ifølge ham vil regeringen nu meget hurtigt indgå forlig med Dansk Folkeparti.
Enhedslisten hilser sammenbruddet velkommen og opfordrer regeringen til at smide sit forhandlingsudspil i skraldespanden og starte på en frisk. Sker det ikke, må der samles det nødvendige antal stemmer i Folketinget, til at sende kommunalreformen til folkeafstemning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278