Som valgkampen blev, havde vælgerne svært ved at se forskel på JuniBevægelsens jordbær og SF´s grønne æble, mener Hanne Dahl.
145.581 færre stemmer - en tilbagegang fra 16,1 til 9,1 procent af stemmerne. JuniBevægelsen blev EU-parlamentsvalgets store taber og fik sine medlemmer af Parlamentet barberet ned fra tre til én enkelt.
- Hele forfatningsdiskusionen blev holdt ude af debatten. Derfor havde mange vælgere svært ved at se forskel på JuniBevægelsen, SF og Socialdemokratiet.
Sådan lyder vurderingen fra JuniBevægelsens talsperson Hanne Dahl, der selv stillede op som nummer to for bevægelsen til EU-parlamentet.
- Vi burde klarere have sat dagsordenen. Det lykkedes for partierne at bilde vælgerne ind, at EU-valget var det samme som et folketingsvalg. Hertil kommer, at en del vælgere brugte valget som protestvalg mod den borgerlige regering. Den slags kan vi især mærke, fordi vi traditionelt set henter mange vælgere hos Socialdemokratiet og SF. Endelig burde vi have forklaret bedre, hvad forskellen er på Folkebevægelsen mod EU og på JuniBevægelsen, siger Hanne Dahl til Arbejderen.
På lørdag mødes hun sammen med resten af JuniBevægelsens ledelse for at slikke sårene.
- Her må vi få et overblik over, hvordan vi udnytter de ressourcer vi nu har bedst muligt. Det er klart, at vores nedgang i antallet af parlamentsmedlemmer betyder færre penge. Vi er en del fattigere og meget skal reorganiseres. Men politisk set er jeg ikke nervøs. På sigt skal det nok lykkes for modstanderne at sætte forfatningen og konsekvenserne heraf på dagsordenen, mener Hanne Dahl.
En del af tilbagegangen skal også findes i faktorer som JuniBevægelsen ikke er herrer over, nemlig Poul Nyrups personlige støvsugning af stemmer og den korte valgkamp, hvor det især bliver afgørende hvem der har flest penge til rådighed.
Hvis der var byttet om på datoerne for EU-topmødet (der afholdes i dag og i morgen) og søndagens EU-parlamentsvalg, så havde situationen været en helt anden og modstanderne var ikke gået tilbage men frem, vurderer Hanne Dahl.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278