Karstensens Skibsværft er truet af strejke og blokade, hvis ikke underentreprenør tegner overenskomst for 11 polske arbejdere.
Direktøren for Skagen Sandblæseri og Skibs-service er meget fåmælt, da Arbejderen fanger ham på en telefon.
- Jeg har ingen kommentarer, siger Ole Conradsen, da han bliver spurgt om sagen på Karstensens Skibsværft.
I sidste uge kom det frem, at værftet har hyret Steel Protection Poland til at udføre en konkret opgave. Firmaet er oprettet og ejet af Skagen Sandblæseri og Skibs-service og har for tiden 11 polakker til at gå på værftet til en timeløn på 90 kroner. De danske kollegaer får 141 kroner.
- Der er for så vidt ikke noget usædvanligt ved at værftet hyrer en underentreprenør til at arbejde for sig, siger formand for SiD Skagen, Villy Albertsen, til Arbejderen.
Det er da heller ikke det, der har fået fagforeningen til at reagere. Det har derimod lønningerne til de udstationerede polakker og selskabskonstruktionen Steel Protection Poland
- Sandblæserfirmaet forsøger at dække sig ind under EU'’s udstationeringsdirektiv. Men som jeg er orienteret, forudsætter det, at firmaet skal have hovedaktivitet i moderlandet, og det vil i det her tilfælde sige Polen. Og der er vist ikke ansat nogen i Polen, bemærker SiD-formanden.
Arbejderen er interesseret i at høre lidt om Steel Protection Poland fra direktøren selv.
Hvor mange ansatte har Steel Protection Poland i Polen?
- Jeg har ingen kommentarer, siger direktøren.
Hvorfor vil du ikke udtale dig om det?
- Det har jeg mine egne grunde til.
Du har fået en henvendelse fra SiD i Skagen om at tegne overenskomst for de 11 polakker. Du har en tidsfrist på ti dage til at reagere på den henvendelse. Vil du tegne overenskomst?
- Jeg har ingen kommentarer for øjeblikket.
Hvornår tager du stilling til, hvad du vil svare SiD?
- Desværre, jeg har ingen kommentarer. Vi kan snakke sammen senere, siger Ole Conradsen og afslutter samtalen.
Får SiD ikke svar fra Skagen Sandblæseri og Skibs-service inden ti dage, er Karstensens Skibsværft truet af strejke og blokade.
Forbundet vil blive kontaktet med henblik på at afsende andet strejkevarsel. Når det er så langt, betyder det, at ingen medlemmer af LO fagforeninger må tage arbejde på værftet. Og værftet vil blive ramt af sympatistrejker, forudser SiD.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar til sagen fra Tage Rishøj, direktør for Karstensens Skibsværft.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278