04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra forsvar til angrebshær

Fra forsvar til angrebshær

Lørdag, 12. juni, 2004, 00:00:00

Den røde tråd i forsvarsforliget er, at dansk militær skal bruge færre ressourcer på det hjemlige forsvar og flere på kampen mod terror ude i den store verden.

- Med det nye forlig burde man ændre Forsvarsministeriets navn til Angrebsministeriet. Den danske krigsmaskine opbygges nemlig på ingen måde for at forsvare Danmarks territorium, men åbenlyst for at gøre det danske militær til et vedhæng til den amerikanske og europæiske aggressive og imperialistiske militære strategi.
Det siger DKP/ML's formand Jørgen Petersen, som ikke er ét sekund i tvivl om, hvordan han skal vurdere det nye forsvarsforlig, som fem af folketingets partier blev enige om torsdag.
Den røde tråd i det forsvarsforlig, som samtlige Folketingets partier på nær SF og Enhedslisten, står bag er, at dansk militær skal bruge færre ressourcer på det hjemlige forsvar og flere på kampen mod terror ude i den store verden. Antallet af soldater, der skal udkommanderes til internationale operationer bliver fordoblet fra 1000 til 2000.
- Allerede i dag har det danske militær 1000 soldater, der alle er uddannet og udrustet til at blive indsat i imperialistiske røverkrige, langt fra Danmarks grænser. Nu indebærer det nye forlig, at dette tal fordobles. Desuden betyder politikernes forventninger om øgede opgaver i udlandet, at der indkøbes et fjerde Hercules transportfly.
- Det er en fuldstændig vanvittig investeringer, som bliver nødvendiggjort af, at politikerne ønsker et militær der kan være et tandhjul i den amerikanske krigsmaskine, konstaterer Jørgen Petersen.
Han advarer mod, at forligets bestemmelse om fremover at bygge værnepligten på frivillige, reelt er et dødsstød til værnepligten.
De fem krigs-partier undlader ikke at gøre opmærksom på, at den nye hær også opbygges for at blive stillet i EU's tjeneste: Det 21 sider lange forlig slår fast, at den nye hær vil kunne deltage i EU's krige udenfor Unionens område, hvis forsvarsforbeholdet ophæves.


Forsvarsreform
* Fremover skal det danske militær målrettes internationale opgaver og terrorberedskab. Mobiliseringsforsvaret nedlægges.
* 2.000 soldater skal fremover kunne sendes ud på internationale opgaver.
* Værnepligten sættes ned fra ni til fire måneder. Hærens værnepligtige - 6000 om året - skal så vidt muligt bestå af de unge, der melder sig frivilligt.
* Alle unge indkaldes til en 'Forsvarets Dag', der skal få flere til at melde sig frivilligt.
* Det sættes milliarder af til nye indkøb - blandt andet:
- Et ekstra Hercules C130 J Transportfly
- Fire marine-helikoptere
- Kampkøretøjer
- Pansrede hjulkøretøjer
- Tre svært bevæbnede patruljeskibe
- Felthospitaler opdateres
* Forsvarets struktur slankes og effektiviseres. Et antal kaserner nedlægges. Ubådsflåden skrottes.
* Hjemmeværnets budget beskæres fra 700 til 430 millioner kroner.
Forliget gælder fra år 2005 til 2009.
Kilde: Forsvarsforliget - se www.fmn.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jun. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland