Ved en razzia anholdte politiet fem, der ikke have arbejdstilladelse og afslørede tre vognmænd, der havde rod i regnskabet
Dagbladene har et stort problem. I stedet for at betale, hvad det koster at få aviserne bragt ud, hyrer de tvivlsomme vognmænd, der bruge illegal og sort arbejdskraft.
Det mener faglig sekretær i SiD Lager og Handel i København, Henrik Forchhammer. Politiets razzia tirsdag morgen understreger endnu engang, at det står meget skidt til i avisdistributionen.
Ud af 13 avisbude, som politiet kontrollerede, havde fem ingen arbejds- eller opholdstilladelse. Ud af 18 vognmænd havde tre rod i papirerne.
Mange nåede at slippe væk, da politiet dukkede op, så det reelle tal på, hvor mange illegale avisbude, der er i København, er usikkert. Men Henrik Forchhammer mener, at fem ud af 13 avisbude, er et stort tal.
- Avishusene prøver hele tiden på at bagatellisere problemet. Det er enorme resurser som samfundet bliver påført at bruge til politiaktioner. Aviserne skulle vogte på, at politikerne opfører sig ordentligt, men de har selv et stort rod i baghaven, siger Henrik Forchhammer til Arbejderen.
Den faglige sekretær mener, at dagbladene omgår overenskomsten på området. Men det er utrolig svært at påvise og afsløre, fordi det er fagforeningen, der har bevisbyrden.
- Avishusene afviser at oplyse os om, hvilke ruter der bliver gået, og de har ingen ordentlig kontakt til tillidsrepræsentanterne. Så sent som ved de sidste overenskomstforhandlinger nægtede bladhusene at diskutere problemet, siger Henrik Forchhammer.
I søndags afslørede Told og Skat ved en razzia i Sønderjylland, at otte ud af 13 avisdistributører bruger sort arbejdskraft til at bringe aviser ud.
Det er blandt andet Jydske Vestkysten, der bliver distribueret af sort arbejdskraft. Funktionschef i Told og Skat, Svend Lausen, er overrasket over, at så mange vognmænd bruger sort arbejdskraft, men han mener ikke aviserne kan drages til ansvar.
De otte vognmænd er selvstændige og momsregistrerede.
- Der bliver snydt på vægtskålen alt det de kan komme af sted med. Det er ikke kun omkring sort arbejdskraft, men også ved at banke lønnen ned for det hårde arbejde det er. Bladhusene er hæmningsløse i at nedbringe omkostningerne ved distribution, siger Henrik Forchhammer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278