03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU-militær undergraver velfærd

EU-militær undergraver velfærd

Torsdag, 03. juni, 2004, 00:00:00

Det system, vi har bygget op gennem hundrede års faglig og politisk kamp, er i fuld gang med at blive brudt ned af EU

- Verden har ikke brug for endnu en superstat og supermagt. Verden har ikke brug for EU.
Karina Rohr Sørensen, nummer tre på Folkebevægelsen mod EU's liste N ved valget til EU-parlamentet den 13. juni, har været aktiv unionsmodstander siden afstemningen i 92.
Kampen for fred og velfærd og imod krig og militarisering har altid været mærkesager for den 29-årige socialrådgiver.
EU er i dag med 29 procent af verdens våbenhandel verdens anden største våbeneksportør. Men det venter hun bliver endnu værre, hvis EU-forfatningen bliver vedtaget.
- Netop fordi man i forfatningen gør det tydeligt, at landene forpligter sig på at opruste, og at man giver våbenindustrien mere plads, mere indflydelse. Man kan sige våbenindustrien er det projekt, der er lykkedes i EU, siger Karina Rohr Sørensen til Arbejderen.

Presset på økonomi
Karina Rohr Sørensen er født i Esbjerg og bor i dag i København, hvor hun arbejder med afvænning af unge hash- og feststofmisbrugere. Som socialrådgiver ser hun, hvordan EU's udvikling sker på bekostning af den danske social- og arbejdsmarkedspolitik, som er bygget op her i landet.
- Det system, vi har bygget op gennem hundrede års faglig og politisk kamp, hvor man har et solidarisk og socialt ansvarligt velfærdssystem, er et system som er i fuld gang med at blive brudt ned. Det kan man mærke, når man har med nogle af de svageste at gøre. Der bliver mindre og mindre for dem at leve af, og de bliver i højere grad presset på deres økonomi.
- Læser man kommissionens anbefalinger, som er kommet i år, står der direkte, at man skal fjerne efterlønsordningen, og at man skal kigge på overførselsindkomstordninger for at øge incitamentet for lavindkomstgrupper til at arbejde. Men det er jo en forrykt indstilling. Problemet er jo ikke, at folk ikke vil arbejde. Problemet er, at arbejdsmarkedet ikke er til rådighed. Hvis man følger EU's henstilling vil man forsøge at løse det problem ved at sparke endnu hårdere til de arbejdsløse.
- Det skal vi bare være klar over. Det er den politik vi får i EU. Der er ikke nogen mulighed for at forestille sig, den nordiske velfærdsmodel kommer til at gælde i de andre lande, sådan som socialdemokraterne gerne vil have os til at tro, siger Karina Rohr Sørensen.

Træt af EU
Karina har været medlem af Folkebevægelsen siden 1996 og var med til at opbygge Folkebevægelsens Ungdom. Hun var desuden med til at stifte Rød Ungdom i 93 og har siden 1996 været medlem DKP/ML.
I disse dage rejser Karina blandt andet rundt til valgmøder med Femfatale, en tværpolitisk gruppe af kvinder fra Venstre, Socialdemokratiet, Junibevægelsen, Radikale og Folkebevægelsen mod EU. Gruppen er dannet i et forsøg på at trænge gennem medie-lydmuren på, fortæller Karina, og det går ganske godt.
- Indtil for ganske få dage siden har der være meget lidt om EU-valget i de store medier, fordi man har været mere optaget af, at der var nogle der skulle giftes. Vi er fem kvinder, der diskuterer politik. Men det er jo ikke kun såkaldte 'kvindespørgsmål'. Det er alt muligt i forhold til EU.
Karina Rohr Sørensen bliver ofte spurgt af sine venner, om det ikke er kedeligt at beskæftige sig med EU. Baggrunden tror hun er, at EU ofte virker som noget kompliceret, støvet og fjernt.
- Selvfølgelig er det kedeligt at læse lange tunge rapporter. Men det, der gør det spændene og gør det nødvendigt at engagere sig er, at det her handler helt grundlæggende om, hvordan ser vores samfund ud i dag, hvordan ser de ud om fem år, om ti år. Mister vi vores tilkæmpede rettigheder, fordi vi bare sætter os hen i sofaen og ser et quiz program, eller har vi rent faktisk tænkt os at gå ud og sætte en anden dagsorden. I dag er over 80 procent af de love og regler, vi vedtager i Danmark, direkte inspireret af EU. Og når det er sådan, kan man jo ikke sige, at EU er uinteressant. At man så kan være træt af EU, er helt i orden. Det er jeg også. Jeg glæder mig da til vi kommer ud, så jeg kan begynde at læse nogle andre tykke rapporter, siger en kampberedt Karina Rohr Sørensen.

www.karina.folkebevaegelsen.dk
E-mail: karina@folkebevaegelsen.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland