03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønaftale på Ceres er i hus

Lønaftale på Ceres er i hus

Lørdag, 29. maj, 2004, 00:00:00

Bryggeriarbejderne i Århus har forhandlet lønforhøjelse hjem. Slagsmålet om overarbejde uden overtidsbetaling fortsætter.

- Der er indgået en lønaftale her for to sekunder siden, lyder beskeden, da Arbejderen ringer til Jesper Frid for at høre, hvordan det går med lønforhandlingerne på Ceres i Århus.
Tillidsmanden er godt tilfreds med aftalen, som betyder 4,40 kroner direkte på grundtimelønnen til de 160 ansatte på Ceres.
- Der imod er sagen om tvangsoverarbejde ikke slut. Den kører videre i Arbejdsretten, hvor Dansk Arbejdsgiverforening har bedt om en fortolkning af overenskomstaftalen vedrørende forsømt tid, siger tillidsmanden.
I forbindelse med lønforhandlingerne har bryggeriarbejderne holdt en række møder og strejker. De timer kræver ledelsen arbejdet ind time for time.
- Det er jo genindførelse af hoveriet, og der kommer en række sager i kølvandet på den her overenskomst. Der vil fortsat være diskussioner også internt i SiD om det her, forudser Jesper Frid.
Bryggeriarbejderne stemte, stik mod anbefalingerne fra SiD-toppen, massivt nej til overenskomsten, der indeholder de forhadte bestemmelser om forsømt tid.
Fredag fik samtlige ansatte på Ceres et brev, hvor ledelsen endnu engang fastholder, at de har ret til at kræve overarbejde uden overtidsbetaling som følge af en overenskomststridig strejke.
Tillidsmanden har ikke det fulde overblik over, hvor mange timer det drejer sig om, men afviser at det kan blive de 25 timer per mand, som ledelsen kræver.
- Vi fastholder til gengæld, at ledelsen skal dokumentere, at de har lidt et produktionstab og hvor stort det har været.
Det står nemlig i samme overenskomst, og det mener Jesper Frid ikke nødvendigvis svarer til værdien af arbejdet i 25 timer per ansat.
- Vi har hidtil nægtet at arbejde over, men begynder nu en lempelig afvikling, slutter Jesper Frid.
Der er stadig intet nyt om lønforhandlingerne på bryggerierne Faxe og Albani.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland