03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Berygtet restauratør hyrer polakker

Berygtet restauratør hyrer polakker

Fredag, 28. maj, 2004, 00:00:00

Kristelig Fagforening har indgået overenskomst for seks polske bygningsarbejdere. TIB indkalder til demonstration.

På torsdag er der demonstration ved restauratør Peter Henrik Tholstrups restaurant på Gråbrødre Torv i København. Det er fagforeningen Træ- Industri- Byg, TIB, der kræver overenskomst for seks polakker, der er ved at renovere restauranten.
Som aftalt i Arbejderen i går har Kristelig Fagforening indgået en overenskomst for polakkerne, som ligger væsentligt under gennemsnitslønnen for bygningsarbejdere. Formanden for bygningsgruppen i TIB, Peter Hougaard, mener, at det er en bestilt provokation fra restauratørens side.
Restauratør Peter Henrik Tholstrup, som har flere restauranter i Nyhavn og på Gråbrødre Torv, er kendt og berygtet fra flere konflikter, fordi han har overenskomst med den kristelige fagforening.
- Vi har overenskomst med flere af hans restauranter. Derfor er det naturlig at vi laver overenskomst for polakkerne også, siger Jens Thorsen, næstformand i Kristelig Fagforening til Arbejderen.
Det er fortsat uklart om de polske byggearbejdere er ansat af det polske firma Mar v. Miecyslaw Rynkiewicz eller om de er ansat af det danske M/S Øresund A/S der ejes af restauratøren.
Er de ansat af Øresund A/S skal de have både opholdstilladelse og arbejdstilladelse. Ifølge TIB har polakkerne hverken opholds- eller arbejdstilladelse.
Hvis de er ansat i det polske firma er de udstationeret og så gælder udstationeringsdirektivet.
- Det ser ud som om at ejeren af M/S Øresund A/S forsøger sig med en dobbeltkonstruktion, der kan placere de polske byggearbejdere i en gråzone mellem de danske overgangsregler og EU's udstationeringsdirektiv, siger Peter Hougaard.
Jens Thorsen fra Kristelig Fagforening ved heller ikke, hvor de seks polakker er ansat. Men det mener han ikke er et problem.
- Virksomheden har henvendt sig til os for at få en overenskomst. Vi har en byggeoverenskomst og den har restauratøren tiltrådt. Jeg går da ud fra, at de er ansat af firmaet vi har overenskomst med, siger han.
TIB afdeling 27 har indkaldt til demonstration på torsdag den 3. juni på Gråbrødre Torv imod social dumping. Demonstrationen starter klokken 15.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland