De økonomiske vismænd foreslår, at kommuner tildeles udgiftskvoter, som derefter kan handles indbyrdes. Ren skrivebordsteori, mener KL.
De økonomiske vismænd tror ikke på, at Fogh-regeringen er i stand til at overholde sin ambitiøse plan for statskassen, den såkaldte 2010-plan.
Skal 2010-planen holdes, vil det kræve besparelser på 26 milliarder kroner indenfor det offentlige i de næste seks år, siger økonomerne i den såkaldte Vismandsrapport, der blev offentliggjort i går.
Finansminister Thor Pedersen afviser imidlertid kritikken:
- 2010-planen holder. Vismændene tror bare ikke på, at vi kan øge beskæftigelsen så meget og holde væksten( i de offentlige udgifter, red.) så lavt. Det må så komme an på en prøve, siger Thor Pedersen til Jyllands-Posten.
Udgiftskvoter
De økonomiske vismænd foreslår, at regeringen tager et nyt redskab i brug, for at styre amter og kommuners udgifter: nemlig såkaldte udgiftskvoter. Ideen er hentet fra de såkaldte CO2-kvoter, svinekvoter, der bliver handlet indbyrdes mellem landene.
'Kommuner, som ønsker at afholde større udgifter, end deres tildelte kvote tillader, kan gøre det ved at købe ubrugte kvoter i andre kommuner. Prisen på kvoter kommer til at afspejle straffen for at øge udgiftsniveauet eller kompensationen for at sænke det', hedder det således i Vismandsrapporten.
- Ren skrivebordsteori, lyder det fra Jens Bjørn Christiansen, leder af det økonomiske sekretariat i Kommunernes Landsforening.
- Man taler, som om kommunernes udgifter er ude af kontrol. Men fra 2002 til 2003 havde vi en realvækst på 0,2 procent i vores forbrug. Vi står med en stigning i folkeskoleelever, nedslidte skoler, flere ældre. Er det forringelser i den offentlige service, som folk efterspørger, spørger han.
Han mener, at udgiftskvoter vil stille de kommuner, der har store sociale udgifter, endnu dårligere.
- Tænk dig en lille landkommune, der har fået bevilget tre anbringelser af børn udenfor hjemmet. Så kommer der måske et par uforudsete tilfælde. Nu skal de ikke bare betale denne ekstraudgift , men også betale en bøde, for at få lov til det, siger Jens Bjørn Christiansen til Arbejderen.
Kritik af skattestop
Ifølge de økonomiske vismænd er der to hovedårsager til, at regeringen ikke kan holde sin plan. Den første er den høje arbejdsløshed. Den anden er regeringens skattestop og skattelettelserne, som får en hård medfart af vismændene.
'De seneste års skattepolitiske tiltag efterlader et udækket finansieringsbehov svarende til knap 21/2 procentpoint på bundskatten. Dermed er de skattepolitiske tiltag ansvarlige for mere end halvdelen af den krævede finanspolitiske stramning,' hedder det i vismandsrapporten.
Der er således tale om en meget skarp kritik af regeringens økonomiske politik.
Forventer opsving
I onsdags offentliggjorde Finansministeriet også sin 'Økonomiske Redegørelse'. Både Finansministeriet og vismændene forventer, at den økonomiske konjunktur er i bedring, og at beskæftigelsen vil stige, når vi kommer ind i 2005. I år bliver fremgangen dog kun på omkring 10.000 jobs, lyder vurderingen fra vismændene, mens Thor Pedersen lover, at regeringen skaffer omkring 25.000 flere i arbejde.
Det er væksten i det private forbrug i Danmark, der er udset til at skulle drive opsvinget. Der er sket en stigning i privatforbruget i de sidste måneder, ikke mindst som resultat af indførelsen af pauselån.
Derimod er vismændene ikke så sikre på det globale opsving, hvor især det enorme statsunderskud i USA er en risiko for verdensøkonomien.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278