02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kurven er ikke knækket

Kurven er ikke knækket

Lørdag, 15. maj, 2004, 00:00:00

Når antallet af skolepraktik-pladser skæres ned til 1.200 frygter skolerne for, hvad der sker

Antallet af elever, der tager en del af deres erhvervsuddannelse i skolepraktik, SKP, er nu oppe på 7.779, viser den seneste opgørelse fra Undervisningsministeriet. Tallet er mere end fordoblet siden 1998 og er det hidtil højeste.
Opgørelsen viser samtidig, at der per 31. marts 2004 er indgået 264 uddannelsesaftaler mere end samme tid året før, og at antallet af skolepraktik-aftaler er faldet med 537.
Det får undervisningsministeriet til at mene, at 'kurven er knækket'. Et billede nogle af landets tekniske skoler har svært ved at genkende.
- Det har vi lidt svært ved at se her på skolen. Vi har godt nok oplevet en fremgang i ordinære aftaler på 66, hvad vi er glade for, men samtidig har vi fået en større tilgang til skolepraktikken i første kvartal i år end i første kvartal sidste år, siger Ole Ervolder fra Teknisk Skole i Aalborg.
Skolen har fået en tilgang på 188 elever til skolepraktik, og er nu oppe på at have omkring 700 elever i skolepraktik.
Ole Ervolder har svært ved at glæde sig, så længe antallet af skolepraktik-søgende overstiger antallet af ordinære uddannelsesaftaler.
Også på Århus Tekniske Skole ser de stigende søgning til skolepraktikken. Her mener Ole Jacoby, at det fald, som ministeriet kan vise i antallet af SKP-aftaler, til dels skal forklares med de nedskæringer i godtgørelsen til SKP-eleverne, som trådte i kraft ved årsskiftet.
Elevrepræsentanter på Århus Tekniske Skole har regnet ud, at en 3. års lærling mister 2.576 kroner om måneden, mens en 2. års lærling under 18 år mister hele 5.838 kroner.
Skolepraktik-ordningen sikrer, at de erhversskoleelever, som ikke har været så heldige at få en aftale med en virksomhed, inden de starter på eller afslutter grundskoleforløbet, kan få gjort uddannelsen færdig.
Den mulighed forsvinder, når antallet af SKP-pladser skæres ned til 1.200 fra 2005.
- Den enste løsning jeg ser er, at virksomhederne tegner flere uddannelsesaftaler, siger Ole Ervolder til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland