11 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sag om fleksjob trækker ud

Sag om fleksjob trækker ud

Fredag, 14. maj, 2004, 00:00:00

I sidste uge strejkede samtlige personalegrupper på sygehuset i protest over sygehusets behandling af en 47-årig kvindelig kollega. Stadig ingen løsning.

I går morges gik personalet på Frederikssund Sygehus til fagligt møde.
Næstformand for Forbundet af Offentligt Ansattes afdeling i Frederikssund var inviteret med til mødet og forsøgte forgæves at overtale deltagerne til at genoptage arbejdet.
- Men det gjorde de først efter at have holdt møde i omkring en halv time. Og som jeg opfattede det, så er de ansatte ikke tilfredse med de tilbagemeldinger, de foreløbig har fået fra politikerne. De vil have et nyt møde i næste uge, siger Erik Blicher fra FOA.
I sidste uge strejkede samtlige personalegrupper på sygehuset i protest over sygehusets behandling af en 47 årig kvindelig kollega. Hun blev fyret med virkning fra den 1. maj efter 24 års arbejde på stedet, heraf det sidste halve år i arbejdsprøvning med henblik på et fleksjob. En sådan behandling hænger ikke sammen med amtets personalepolitik om det rummelige arbejdsmarked, påpegede de strejkende.
- På mig virker det som om politikerne vil trække den her sag i langdrag. Nu har de foreløbig spillet bolden over i Sundhedsudvalgets Samarbejdsudvalg, som mødes den 19. maj. I stedet skulle de gå til biddet. De skal finde pengene til et fleksjob til den fyrede assistent. Og så skal de få taget de diskussioner med personalet, som skal til for at de kan få oplevelsen af, at der er den tryghed i ansættelsen, som amtspolitikerne påstår, der er, siger Erik Blicher til Arbejderen
Han synes, at alt for mange politikere både i amter, kommuner og Folketing har travlt med at råbe og skrige om det rummelige arbejdsmarked, og at ingen skal stå udenfor arbejdsmarkedet, mens det kniber noget mere, når det kommer til den konkrete handling.
Det lykkedes ikke i går at få en kommentar til dagens møde fra tillidsrepræsentant Sus Bendtsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland