Det er ikke social ansvarlighed, men derimod frygten for ´koranbørnehaver´, som får DF´s støtte til profitbørnehaver til at smuldre.
Et nyt perspektiv ved profitbørnehaver giver nu Dansk Folkeparti kolde fødder.
Udsigten til at muslimske organisationer vil benytte sig af retten til at oprette private daginstitutioner med offentligt tilskud får Dansk Folkepartis støtte til loven til at smuldre.
Ryger støtten fra Dansk Folkeparti har socialminister Henriette Kjær ikke længere flertal for sit lovforslag, og loven om profitbørnehaver vælter.
- Vi er overvejende positive over for forslaget, der vil give forældre mulighed for at sende deres børn i en institution, der opfylder en bestemt ideologi eller pædagogik. Men vi kan kun stemme ja, hvis der bliver indbygget nogle ventiler, der kan forhindre rent muslimske børnehaver, siger Dansk Folkepartis socialordfører, Pia Kristensen ifølge Ugebrevet A4.
Ugebrevet har talt med flere skoleledere, som overvejer at oprette tilbud til børn inden skolealderen. Herunder den muslimske DIA-skole på Nørrebro i København.
Socialminister Henriette Kjær deler Dansk Folkepartis bekymring, men mener dog, at kravene i loven er tilstrækkelig stramme til at forhindre deciderede 'koranbørnehaver'.
- Vi skal ikke lade være med at give en masse folk nogle nye muligheder, fordi vi er bange for, at nogle få vil misbruge mulighederne. Men vi vil holde et vågent øje, og hvis nogen agerer på en uhensigtsmæssig måde, vil vi gribe ind, siger Henriette Kjær.
Loven om profitbørnehaver giver kommunerne pligt til at give private dagtilbud samme tilskud, som de offentlige institutioner får. De private aktører får desuden ret til at trække et eventuelt overskud ud af institutionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278