02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elever i aktion mod selveje

Elever i aktion mod selveje

Tirsdag, 11. maj, 2004, 00:00:00

Gymnasieeleverne aktionerer i morgen i København og Århus mod regeringens planer om at gøre gymnasierne selvejende.

Regeringens model med selvejende gymnasier, hvor ansvaret flyttes fra amterne til kommunerne, risikerer at ende i kaos.
Sådan lyder advarslen mod regeringens nye kommunalreform fra både gymnasielærere og -elever.
I morgen den 12. maj aktionerer gymnasieelever i København og Århus. Modstanden mod selvejende gymnasier markeres ved at begrave landets gymnasier i kister.
'Alt for mange elever i klasserne, lærerfri undervisning og tårnhøje frafaldsprocenter har længe været hverdagskost på erhvervsskolerne... Når erfaringerne med selveje er så dårlige, kan vi kun være bekymrede'.
Det fastslår elever på gymnasier, erhvervsskoler, handelsskoler og hf-studerende i en fælles udtalelse mod regeringsudspillet.
Gymnasielærerne er lige så utilfredse.
- Regeringens forslag vil reelt erstatte den nuværende regionale styring med en styring efter markedets 'usynlige hånd', udtaler Gorm Leschly, formand for Gymnasieskolernes Landsforening.
Han køber ikke regeringens løfter om at oprette et 'fordelingsudvalg', der skal sikre at skolerne ikke konkurrerer om elever.
- Hvis fordelingsudvalgenes medlemmer kun er selvejende og taxameterstyrede rektorer, vil der ikke være nogen motivation til stede for en fordeling af elever, advarer Gorm Leschly.
Kommunerne skal fremover 'styre' gymnasierne ved at indføre selveje og såkaldt taxameter-betaling, hvor gymnasierne modtager en pose penge for hvér enkelt elev. Men hvis elev-flytninger bliver ensbetydende med økonomisk tab, vil rektor fylde sine klasser til bristepunktet og bygge pavilloner frem for at sende elever til naboskolen, mener gymnasielærerne.
Erfaringerne fra handelsskolerne, der allerede i dag er selvejende institutioner styret med taxameter-penge, får Gorm Leschly til at advarer mod at overføre modellen til gymnasierne.
- På dagens taxameterfinansierede statsligt selvejende institutioner råder markedskræfterne mere frit. De enkelte institutioner søger - hver for sig - at skabe økonomisk overskud og har økonomiske incitamenter til at konkurrere om eleverne og bruger penge på reklamer og så videre, i stedet for at satse på kvaliteten af kerneydelsen - undervisning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland