02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

El og vand på aktier i København

El og vand på aktier i København

Tirsdag, 11. maj, 2004, 00:00:00

Alt fra vand til strøm skal sættes på aktier i København lyder forslaget fra embedsmændene

- Vi synes det lyder spændende. Det er jo ikke ensbetydende med at vi også sælger Københavns Energi. Men en aktieselskabsform vil åbne op for, at vi kan samarbejde med andre virksomheder. Jeg vil overhovedet ikke kommentere, om der fremover skal private ind i arbejdet med at løse driften af forsyningsopgaven. Men i forvejen samarbejder vi jo med private, når der skal bygges nyt eller når nettene vedligeholdes.
Sådan lyder holdningen fra Københavns borgmester for miljø- og forsynings, Winnie Berndtson, til Arbejderen.
Dermed tegnede der sig få timer før mødet i udvalget i går, flertal for at gå videre med planerne om at omdanne multiforsyningsselskabet Københavns Energi, KE, til et aktieselskab. Aktieselskabet skal være en realitet allerede fra januar 2005.
- Men det er en proces vi starter. Vi skal fortsat have diskuteret, hvordan den politiske indflydelse sikres i aktieselskabet. Jeg lægger vægt på, at KE fortsat skal være 100 procent kommunalt ejet, lover miljøborgmesteren.
Men den køber fagforeningsmanden David Gibson fra Miljø- Energi- og Forsyningsarbejdernes Fagforening i København ikke.
- Dannelsen af et kommunalt eller statsligt aktieselskab er første skridt hen imod en privatisering. Vand, kloak og gas vil forsat være et kommunalt aktieselskab i nogle år endnu. Men el-delen vil blive solgt. Det er ikke tilfældigt at dette forslag kommer et år før kommunalvalget. Et salg vil give mange millioner i kommunekassen, som kan sikre Kramer og co. endnu en periode i stolen, udtaler David Gibson til Arbejderen.
- Men det vil koste en bondegård at genoprette forsyningsnettet, når det er slidt helt ned og eventyret er overstået. De kommende aktionærer skal sikres penge og det kan de kun få ved at fyre folk og spare på vedligeholdelsen.
Københavns Energi leverer strøm til 342.000 kunder og ejer desuden 34 procent af selskabet Energi E2. Eksperter vurderer at et salg af Københavns Energi vil indbringe Københavns Kommune ti milliarder kroner.
David Gibson advarer mod, at der i store dele af verden mangler el-arbejdere fordi de bliver fyret når de offentlige forsyningsvirksomheder lukker. El-arbejdere fra Irland rejser i øjeblikket til New Zealand for at hjælpe dem med at genopbygge deres energinet ovenpå det private eventyr, der endte med at smadre forsyningssikkerheden. I dag er der næsten ingen arbejdere til at kravle i master tilbage i New Zealand. Den offentlige viden om el-nettet forsvandt med masse-privatiseringerne.
- Hvad gør vi når der ikke er nogle at ringe efter mere, spørger Gibson.
Københavns Energi har allerede meldt ud, at 65 fuldtidsstillinger lukkes ned til januar.
I den principbeslutning, som miljø- og forsyningsudvalget skulle behandle i går efter avisens deadline, gives der blandt andet 'mandat til forhandling af et strategisk partnerskab, fusion eller salg for så vidt angår Elforsyningen og de underliggende selskaber, som er Energi E2 med en ejerandel på 34 procent og de 100 procent ejede selskaber KE Holding, KE Marked, KE Tele, KE Kunde og KE Transmission...'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland