Professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, der har været formand for regeringens ekspertudvalg, føler sig misbrugt af regeringen.
- Jeg er bange for, at det her forslag vil forringe sundhedsvæsenet. I hvert fald vil det med 100 procent sikkerhed fordyre det.
Sådan lyder dommen fra Jes Søgaard over regeringens udspil til sundhedsregioner overfor Arbejderen. Han er direktør for Dansk Institut for Sundhedsvæsen, DSI.
I går indledte regeringen forhandlingerne på Christiansborg om en kommunalreform. Både Socialdemokratiet og de Radikale fastholdt efter gårdsdagens møde, at de stadig tror på et forlig med regeringen. Samtidig appellerede de to socialdemokratiske borgmestre, Jens Kramer Mikkelsen og Anker Boye, til, at Socialdemokratiet og Venstre finder hinanden. Og efter at Dansk Folkeparti i weekenden meddelte, at de betingelsesløst bakker op om regeringens udspil, er Socialdemokratiet sat under pres.
Men samtidig bliver kritikken fra en række sundhedseksperter stadig mere massiv. Selv professor i sundhedsøkonomi, Kjeld Møller Pedersen, der ellers har været formand for regeringens ekspertudvalg om en sundhedsreform, siger nu fra. Og han er tæt på at føle sig misbrugt af Lars Løkke Rasmussen:
- Jeg er meget utilfreds med regeringens forslag. Nogen steder i udspillet henviser ministeren til det udredningsarbejde, som vi lavede i ekspertudvalget, for ligesom at give sine argumenter vægt, ved at tage os i ed. Jeg må sige, at jeg finder det på kanten af, hvad der er acceptabelt, for nu at sige det meget diplomatisk, siger Kjeld Møller Pedersen til Arbejderen.
- Der er i hvert fald plukket yderst selektivt i vores argumenter, siger han. Sammen med Jes Søgaard fra DSI afviser han også regeringens påstand om, at de store sygehuse er billigere og mere effektive end de små. Ifølge Jes Søgaard og Kjeld Møller Pedersen er der lavet fusk med tallene.
- Det er tæt på at være fifleri. Hvis jeg fangede en studerende i den slags ville vedkommende dumpe, siger Jes Søgaard om de undersøgelser, der ligger til grund for regeringens påstand.
- Alle erfaringer, også fra udlandet viser, at det er de mellemstore sygehuse på 200-400 enheder, der er de mest produktive. De helt store sygehuse klarer sig markant dårligere. Med de nye sygehusregioner vil en langt større del af behandlingerne blive overflyttet til universitetshospitaler, og her er den samme behandling dyrere. Derfor er der altså ikke hold i regeringens påstand om, at jo større, jo bedre, siger Jes Søgaard til Arbejderen.
Også fra Overlægeforeningen kommer der en skarp kritik af Lars Løkkes sygehusudspil, og indførelsen af takststyring.
- Jeg frygter at det i høj grad igen bliver de svage patientgrupper, som de medicinske og de psykiatriske, der bliver taberne i det spil. Der er en risiko for, at sygehusene vil spekulere i at få patienter, der giver en høj takst, siger Erik Kristensen, der er formand for Overlægeforeningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278