Grovkornet satire skaber opmærksomhed om BAR Bygge og Anlægs nystartede kampagne mod arbejdsulykker.
'Faldt ned fra stillads: Det kildede i maven.' 'Sporten: Højdespring i kørestol.'.'Side 9-ulykken: Se malerpigen Heidi på 20 år.'
Det er nogle af de fantasifulde overskrifter i en satirisk avis, Hovsa Bladet, som helst skal havne i alle skurvogne på danske byggearbejdspladser. Bladet skal være med til at skabe debat om de mange arbejdsulykker på landets byggepladser og sætte fokus på hvordan man kommer dem til livs. Arbejdsulykkerne, altså.
Det forklarer Lars Vedsmand til Arbejderen. Han er arbejdsmiljøkonsulent i Bygge-, Anlæg- og Træ-kartellet, som sammen med de andre faglige organisationer og arbejdsgiver-organisationer i byggebranchen står bag den kampagne, som 'Hovsa Bladet' er en del af.
Når organisationerne via Branchearbejdsmiljørådet Bygge og Anlæg nu griber til satiren, skyldes det den alvorlige situation, at antallet af arbejdsulykker i Byggebranchen efter 2001 igen er for opadgående, fortæller Lars Vedsmand.
- Vi har prøvet alt, både sammen og hver for sig. Med løftede pegefingre og skræmmekampagner. Og lige lidt har det hjulpet. Så vi tænkte, at nu må vi ud over de traditionelle metoder - prøve noget på en måske lidt omvendt måde. Det er Hovsa Bladet udtryk for. Og det har virkelig sat gang i noget.
Lars Vedsmand medgiver, at der stadig er et 'Tarzan-syndrom' på nogle byggearbejdspladser. Men stramme tidsplaner og dårlig planlægning fra byggeledelsens side spiller også en stor rolle.
- En meget klassisk udgave er, at bygherren bare sætter flere folk på, hvis tidsplanen begynder at skride. Så skal folk arbejde oven i hinanden, og 'det systematiske kaos' spreder sig, forklarer Lars Vedsmand.
Han mener, at en væsentlig årsag til den seneste stigning ligger lige for.
- I BAT-kartellet mener vi klart, at en af årsagerne er, at man har fjernet sikkerhedsorganisationen på de små virksomheder. Man har også fjernet Arbejdstilsynets mulighed for at give administrative bøder for ikke at være tilmeldt Bedriftssundhedstjenesten og have udarbejdet arbejdspladsvurderinger. Dermed har man også fjernet fokus på arbejdsmiljøet på de små virksomheder, som der er mange af i byggebranchen.
Til efteråret kommer næste skridt i kampagnen.
- Vi kommer med 'Ti gode måder at blive byggepladsens pirat på'. Vi håber, det igen vil vække diskussion på arbejdspladsen - og give interesse for de værktøjer til at forbedre sikkerheden, som vil lægger ud på vores hjemmeside.
Se mere om kampagnen på www.forebyg.nu
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278