Hver tredje byggeplads i Skåne i Sverige bruger illegal arbejdskraft. Så slemt er det ikke i Danmark endnu, men også den danske fagbevægelse kommer på hårdt arbejde
Det svenske Bygningsarbejderforbund har afsløret, at brugen af illegalt arbejdskraft i Skåne er så udbredt, at det er en trussel imod de faglige rettigheder.
I løbet af et halvt år, fra august til februar i år, besøgte forbundet 408 byggepladser i Skåne. 140 byggepladser var helt eller delvist bemandet af illegal arbejdskraft. Det skriver den svenske avis Proletären.
- Så slemt er det ikke herhjemme endnu, vurderer Anders Munk overfor Arbejderen. Han er formand for fagforeningen Træ-, Industri- og Byg, TIB, i Århus.
- Hvis der kommer illegal arbejdskraft på arbejdspladser, hvor nogle af vores folk går, får vi besked med det samme. Alle holder øje med det. Men problemet er de arbejdspladser, hvor der kun er illegale arbejdere. Her har vi ingen kontrol, forklarer han.
Det svenske Bygningsarbejderforbund mener, at importen af den illegale arbejdskraft vil presse de faglige rettigheder 100 år tilbage. 95 procent af de udenlandske bygningsarbejdere lever og arbejder under kummerlige forhold, skriver Proletären.
De har ingen sikkerhedsudstyr, de har ikke det rigtige arbejdstøj, de bor i en garage eller et kælderrum og en otte timers arbejdsdag findes ikke. Samtidig ligger lønnen mellem 30 og 50 svenske kroner. En svensk bygningsarbejder får 140 til 150 kroner i timen ifølge overenskomsten.
Dertil kommer, at den polske arbejder efter den første måned får en halv løn udbetalt. Derefter får han ikke en krone i løn, før byggeriet står færdigt.
Det svenske forbund har støttet, at der blev indført en overgangsordning for østeuropæisk arbejdskraft. Men det blev nedstemt i den svenske rigsdag i onsdags, så nu ligger Sverige åben for løndumping. Der er ellers over 1000 arbejdsløse bygningsarbejdere i Skåne i øjeblikket.
Selvom Danmark i modsætning til Sverige har vedtaget en overgangsordning, bliver der problemer, vurderer Anders Munk.
- Nu viser det sig jo, at vi i realiteten ikke kan stoppe dem. Jeg har lige fået bekræftet fra LO i Århus, at de kan arbejde op til 11 måneder i Danmark uden hverken arbejds- eller opholdstilladelse. Det er en konsekvens af udliciteringsloven, siger TIB-formanden.
- Så ser jeg ikke andre muligheder end gammeldags blokader. Men vi skal finde nogle områder, hvor det gør rigtig ondt, og vækker opmærksomhed. For ellers kan vi let komme til at blokere os selv ihjel, vurderer han.
Jan Richélsen, der er faglig sekretær i SID-Lyngby, tror ikke, det går så galt. Han mener ikke, at udliciteringsloven åbner for løndumping. Men han frygter, at det illegale marked vil blive endnu mere omfattende med østudvidelsen.
- Når folk kommer herop på en arbejdstilladelse på seks måneder, så tror jeg sgu ikke på, at de tager hjem igen, når den udløber, siger han til Arbejderen.
- De bliver da heroppe og arbejder videre som illegale.
Ifølge Jan Richélsen er der i øjeblikket en pukkel på 800 ansøgninger i Udlændingestyrelsen. Det er østeuropæere, der venter på at få arbejdstilladelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278