28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skrev med graffiti og smed maling

Overvåget og anholdt af PET

Skrev med graffiti og smed maling

PET's involvering i anholdelsen af grafittimalere hænger sammen med de såkaldte antiradikaliseringsstrategier.

14 aktivister blev i nat anholdt for blandt andet at skrive Fuck Kapitalisme på en bankfacade på Nørrebro.
FOTO: Brian Berg/Modkraft
1 af 1

FUCK KAPITALISME.

De 14 bogstaver står tilbage med gul graffiti på banken Nordeas facade i Gormsgade i København.

Natten til i dag blev 14 personer anholdt for at stå bag grafittien og for at kaste med maling mod tre politibiler. Den yngste anholdte er blot 16 år.

De blev anholdt i en koordnieret aktion mellem Københavns Politi og PET, som i gennem et stykke tid havde overvåget gruppen.

Senere i dag blev alle anholdte løsladt, og Københavns Politi vil i stedet for fængsling uddele bøder for hærværk og forsøg på hærværk.

- Vi vurderer, at der ikke er grundlag for varetægtsfængsling. Det er kun noget vi kræver, hvis der er risiko for at de anholdte på fri fod vil påvirke vidner, fjerne spor eller flygte til udlandet. Herudover går vi efter bødestraffe. Sagen er alvorlig nok, men den er ikke så alvorlig at vi går efter varetægtsfængsling og frihedsstraf, fortæller Lars Borg, politikommissær fra kommunikationsafdelingen i Københavns Politi til Arbejderen.

Når PET er involveret, selvom de anholdte ikke har begået noget, der kan straffes med andet end en bøde, hænger det sammen med efterretningstjenestens antiradikaliseringsarbejde.

På sin hjemmeside skriver PET, at: ”Nattens anholdelser skal ses i sammenhæng med PET’s indsats med henblik på at forebygge og forhindre, at grupper eller enkeltpersoner gennem strafbare handlinger som for eksempel vold, trusler eller hærværk søger at nå politiske eller ideologiske mål".

Både den tidligere og nuværende regering har fremalgt strategier for, hvordan PET skal være med til at forebygge såkaldt radikalisering og ekstremisme. I strategierne bliver blandt andet hærværk og brug af slagord nævnt som tegn på radikalisering.

I november 2011 offentliggjorde PET en rapport om, hvordan tjenesten arbejder for at forhindre og overvåge såkaldte ekstremister. Justitsministeren fik samtidig overrakt en mere grundig - men hemmelig - rapport om PET's indsats.

Sidste år anholdt PET en gruppe på fire og sigtede dem for forsøg på ildspåsættelse af politiskolen i Brøndbyøster. Denne sag ventes for retten senere på året.

Siden har Socialministeriet udarbejdet fem hæfter, der opfordrer lærere, pædagoger og andre der til dagligt arbejder med unge til at indberette ekstreme unge. Lærere og pædagoger kan udfylde et såkaldte udredningsskema, hvor myndighederne kan registrere den unges personlige og sociale situation og ideologiske holdninger. På baggrund af oplysningerne skal det vurderes om den lokale SSP-ansatte skal ind over sagen, eller om PET skal tage en forebyggende »bekymringssamtale« med den unge.

 

Ifølge Socialministeriet er der foreløbig udarbejdet 40 bekymrings-rapporter på unge.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2012 - 07:44   20. sep. 2012 - 15:26

PET

ml@arbejderen.dk
DOKUMENTATION: PET anholder 14 personer

Læs pressemeddelelse fra PET her:

PET har i nat gennemført en anholdelsesaktion i samarbejde med Københavns Politi.

Under anholdelsesaktionen, som har været rettet mod grupperinger med tilknytning til det venstreekstremistiske miljø i Danmark, er 14 personer, 7 mænd og 7 kvinder i alderen 16 til 48 år, blevet anholdt på forskellige lokaliteter i København.

Det er PET’s opfattelse, at de anholdte havde planer om i løbet af natten at begå koordineret og politisk motiveret hærværk rettet mod bl.a. politi og andre offentlige myndigheder.

Der er i forbindelse med anholdelserne gennemført ransagninger.

Den fortsatte efterforskning af sagen vil blive gennemført af Københavns Politi med bistand fra PET.

”Nattens anholdelser skal ses i sammenhæng med PET’s indsats med henblik på at forebygge og forhindre, at grupper eller enkeltpersoner gennem strafbare handlinger som f.eks. vold, trusler eller hærværk søger at nå politiske eller ideologiske mål.

Efterforskningen i den konkrete sag har bekræftet os i, at der fortsat er grupperinger med tilknytning til det venstreekstremistiske miljø i Danmark, der har viljen begå organiseret hærværk og andre former for politisk motiveret kriminalitet.”

Der henvises i øvrigt til redegørelsen af 26. oktober 2011 for PET’s indsats i forhold til politisk ekstremisme. Redegørelsen er tilgængelig på PET’s hjemmeside www.pet.dk .