I løbet af de kommende uger vil børne- og undervisningsminister Christine Antorini fremlægge regeringens udspil til en ny folkeskolereform.
Christine Antorini har på forkant udpeget tre hovedfelter for reformen: Elevernes niveau i dansk og matematik skal højnes - der skal investeres i et kompetenceløft for lærere og ledere og være lige muligheder for uddannelse til alle børn.
Ministeren er indtil videre ikke gået mere i dybden med, hvordan disse mål skal nås. Hun har sagt, at øget undervisningstid for lærerne kan være en del af løsningen, hvilket straks har fået Kommunernes Landsforening og de borgerlige partier til at slå på en genforhandling af lærernes arbejdstidsaftale, så de skal bruge mere tid på undervisning og mindre tid på forberedelse.
Det kan også forventes, at ministeren i reformen vil fokusere på betydningen af at integrere bevægelse og fysisk aktivitet i undervisningen. Det er et spørgsmål, som optager hende meget.
Christine Antorini har meldt ud på forhånd, at folkeskolereformen skal gøre den danske folkeskole mere international. Hun ønsker at åbne for, at der kan oprettes internationale skoler i folkeskoleregi, og at der i de ældste klasser kan undervises på engelsk i for eksempel matematik og samfundsfag.
Samtidig med at der skal forhandles folkeskolereform, er undervisningsministeren ved at igangsætte forandringsprojektet Ny Nordisk Skole. Her skal dagplejer, daginstitutioner, grundskoler, ungdomsuddannelser og fritidstilbud arbejde sammen om at mindske betydningen af den negative sociale arv og få udfordret alle børn og unge.
- Vi er desværre ikke særligt gode til at bryde den negative sociale arv sammenlignet med de andre nordiske lande. 15 procent af de unge, som forlader folkeskolen, er funktionelle analfabeter. Det er ikke godt nok. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan gøre ting anderledes, uden at vi nødvendigvis får flere penge eller ny lovgivning, sagde Christine Antorini, da hun præsenterede Ny Nordisk Skole på et stormøde i Ishøj først i september.
Ministeren lægger vægt på, at Ny Nordisk Skole skal basere sig på de nordiske skoletraditioner og på den store professionelle viden og praksis, som findes blandt lærere og pædagoger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278