Selvom krisen igen har sat kapitalismekritikken på dagsordenen og banet vejen for ønsket om et andet samfundssystem, oplever Kommunistisk Partis unge stadig en meget beskeden medlemsfremgang.
Hvad er årsagen til det? Og hvorfor holder de unge kommunister alligevel fast i, at der er brug for et kommunistisk parti og planlægger at stifte en kommunistisk ungdomsorganisation.
De spørgsmål stiller Avanti til Anders Sørensen og Benjamin Egerod, begge medlemmer af Kommunistisk Partis ungdomsudvalg.
Parlamentsfiksering
- Spørgsmål om revolution og socialisme er langt fra folks bevidsthed. De fleste ser trods alt stadig kapitalismen som historiens slutning, som det endelige samfundssystem. Der er revolutionære bevægelser, som rører på sig rundt omkring i Europa her under krisen, men de er langt fra nået til Danmark, siger Anders Sørensen.
Kommunisterne mener, at forandringer ikke først og fremmest skabes ad parlamentarisk vej, men gennem klassekamp.
Derfor har Kommunistisk Parti først og fremmest sin fokus på arbejdet udenfor Folketinget.
- Den forståelse er ikke rodfæstet i befolkningen. Her er fokus i høj grad på den parlamentariske bane. Arbejderklassen og de progressive bevægelser er i defensiven og danskerne har ikke en oplevelse af, at de selv kan ændre noget. De færreste har en forståelse for, at store samfundsmæssige forandringer ikke er noget, vi kan overlade til politikerne inde på Christiansborg. At det er noget, som skal kæmpes igennem af arbejderklassen og ungdommen, siger Benjamin Egerod.
Vi må erkende, at de fleste unge i dag ikke forstår, hvorfor et kommunistisk parti er nødvendigt.
Han konstaterer samtidig, at mange danskere ser kommunismen som fortid, noget som forsvandt med murens fald.
Et billede som medierne gør deres til at fastholde.
- Der er heller ikke mange herhjemme, som bringer alternativer til det kapitalistiske system på banen. Det er der ellers god brug for i en situation, hvor de problemer, vi står i, med arbejdsløshed og forringelse af løn og arbejdsforhold i den grad hænger sammen med selve kapitalismen. Kun gennem et opgør med kapitalismen kan vi afskaffe de umenneskelige forhold, tilføjer han.
Socialistisk perspektiv
Det er her kommunisterne er nødvendige, for det er kun dem, som kan sætte det perspektiv på kampen, mener Benjamin Egerod
- En stærk kommunistisk bevægelse er afgørende i forhold til på sigt at ændre styrkeforholdene i den danske klassekamp og skabe grundlæggende forandringer. Det handler om at kæde den dagsaktuelle kamp for ordentlige løn og arbejdsforhold og velfærd sammen med en kritik af selve det kapitalistiske system og målet om et socialistisk velfærdssamfund, forklarer han og tilføjer efter et øjebliks tavshed.
- Det er kun kommunisterne, som kan løfte den opgave. Men hvis det skal lykkes, skal vi formå at gøre det kommunistiske parti og dets ungdom aktuelt igen - få folk til at se det som en nødvendig og moderne organisation.
Hvordan gør man det?
- Det er der selvfølgelig ikke en hurtig snuptagsløsning på. Men helt grundlæggende skal vi være mere aktive og mere synlige. Vi skal bryde gennem mediemuren og give folk nogle klare svar og analyser på en broget samfundsudvikling. Og så skal vi være med til at rejse de rigtige kampe på de rigtige tidspunkter. Vi skal være forrest i kampen og være med til at give den retning, siger Anders Sørensen.
Han understreger, at mange unge i dag stort set ikke har oplevet arbejderklassen i kamp. Der var selvfølgelig de offentligt ansattes store overenskomstkamp i 2008.
- Den fik virkelig sat velfærdsarbejderne og problemerne omkring uligeløn på dagsordenen. Det var flot. Men i dag ser vi, hvordan de resultater udhules igen. Vi har virkelig brug, at arbejderklassen igen får nogle sejre. Det er gennem sejre, at arbejderklassen oplever sin styrke og får troen på, at den kan være med til at ændre på tingene.
Benjamin og Anders glæder sig over Enhedslisten fremgang i en situation, hvor partiet som de eneste kæmper i Folketinget mod den nyliberale økonomiske politik, som betyder smadring af velfærd, løn og arbejdsforhold. Samtidig konstaterer de, at tusindvis af nye Enhedsliste-medlemmer ikke har betydet en større aktivitet i klassekampen.
- Enhedslisten samler utilfredsheden med regeringens politik op. Men samtidig er det meget tydeligt, at den stigende opbakning til Enhedslisten ikke er nok til at skabe forandringer, fordi Enhedslisten først og fremmest er et parlamentarisk parti. Der er brug for en folkelig bevægelse, hvor fagbevægelsen er en helt afgørende faktor, som rejser kampen for en anden politik. Men klassekampen er nærmest usynlig i Danmark lige nu. Det er et stort problem, siger Anders Sørensen.
Toårs-plan
På anbefaling fra partiets ungdomsudvalg besluttede landsledelsen i Kommunistisk Parti i lørdags at arbejde henimod stiftelsen af et kommunistisk ungdomsforbund senest om to år. Landsledelsen vedtog en konkret plan for de næste to års ungdomsarbejde, som skal give det nødvendige grundlag for at stifte ungdomsforbundet.
Landsledelsens beslutning er et vigtigt skridt på vejen til at placere kommunisterne mere centralt i den danske klassekamp efter mange års nichetilværelse, mener Anders og Benjamin. Set i forhold til fremtiden er det af afgørende betydning at skabe rodfæste for den kommunistiske ide i ungdommen.
Vi vil stifte en organisation, som kan gøre en forskel for unge i Danmark.
- Ungdomsbevægelserne er i dag meget præget af at hoppe fra tue til tue - det er meget enkeltsagsbevægelser. Der mangler en langsigtet strategi og langsigtede mål. Det vil et kommunistisk ungdomsforbund kunne bidrage med, siger Anders Sørensen.
- Vi vil stifte en organisation, som kan gøre en forskel for unge i Danmark. En revolutionær organisation som kan være med til at organisere de nødvendige kampe og samtidig skabe bevidsthed om nødvendigheden af et helt andet samfundssystem, som ikke bygger på profitbegær, indskyder Benjamin Egerod.
De to oplever i dag, at mange unge ser det som et stort skridt at gå ind i det kommunistiske parti.
- Vi har et rigtig godt samarbejde med mange unge. Men for nogle går der flere år, før de er parat til at melde sig ind i partiet. I et ungdomsforbund vil det være lettere at komme med. Der vil ikke være samme oplevelse af, at man er nødt til at købe hele "partipakken", fortæller Anders.
Solidt grundlag
De næste par år vil Kommunistisk Parti bruge på udbygge og forbedre sit ungdomsarbejde, så der bliver et solidt grundlag at bygge det nye ungdomsforbund på.
- Vi skal være langt mere aktive, både med selvstændige aktiviteter og i ungdommens interesseorganisationer. Politisk stiller vi lige nu skarpt på problemerne med uddannelse og ungdomsarbejdsløshed. Planerne om at forringe SU'en, den særligt lave kontanthjælp og halve dagpenge til unge, manglen på praktikpladser og lignende spørgsmål. Det er vigtige klassekampsspørgsmål for ungdommen lige nu, siger Benjamin Egerod.
Mange af kommunistisk partis unge er under uddannelse og aktive i elev- og studenterbevægelsen. Man partiet arbejder også helt konkret på at få unge gjort aktive ude på arbejdspladserne og i fagbevægelsen.
- Næsten hele vores ungdomsafdeling i København skal på kursus i partiets faglige udvalg i hvordan, man kan være med til at skabe faglig aktivitet på en arbejdsplads, fortæller Anders Sørensen.
Styrkelsen af ungdomsarbejdet i Kommunistisk Parti er ikke kun en opgave for partiets unge. På en landsdækkende ungdomskonference op til årsskiftet mødtes medlemmer fra partiets afdelinger til en diskussion af, hvordan hele partiet kan være med til at understøtte optagelsen af mange nye unge medlemmer, som kan danne basis i det nye ungdomsforbund.
- Det kan for eksempel være en lokal partiafdeling som i samarbejde med nogle af partiets unge laver debatmøde eller en anden aktivitet rettet mod de unge i lokalområdet, forklarer Benjamin Egerod.
Kommunalvalg
Ved kommunalvalget planlægger Kommunistisk Parti at stille op i både Aarhus og København gerne i samarbejde med andre kommunistiske partier. De unge kommunister ser det som en oplagt mulighed for, at kommunisterne bliver langt mere synlige i lokalområdet omkring helt konkrete politiske spørgsmål som for eksempel manglen på lærlinge i det københavnske metrobyggeri.
- Det, at vi stiller op til kommunalvalget, vil få mange til at se os som et "rigtigt" parti. Det, at vi i dag ikke er en del af det parlamentariske liv, gør, at mange ser os i bedste fald som en bevægelse, i værste fald som en klub, mener Anders Sørensen.
- Med det mener vi jo ikke, at vi skal bruge alle vores kræfter på at blive parlamentarisk repræsenteret. En mindst lige så vigtig opgave er det at få revitaliseret de folkelige bevægelser, så der kan komme en udenomsparlamentarisk bevægelse, som kan rokke ved magtforholdene, tilføjer Benjamin Egerod.
Inspiration fra andre lande
I forberedelserne til det nye ungdomsforbund har Kommunistisk Partis unge set på hvad unge kommunister gør i andre lande for at blive inspireret og få gode ideer.
- For eksempel i Sverige, der er kravene til medlemskab af det kommunistiske ungdomsforbund næsten lig med partiets medlemskrav. Grundlag, krav til studier og andre ting minder meget om selve partiet. En helt anden tilgang har det kommunistiske ungdomsforbund Comac i Belgien. Her lægger man virkelig op til at samle bredt med et helt enkelt program med 10 konkrete, korte punkter. Her er så en meget stærk ledelse, som sikrer styring og uddannelse af medlemmerne, oplyser Anders Sørensen.
Han understreger, at det er forskelligt, hvilken organisation der er brug for i det enkelte land, alt efter hvordan de konkrete forhold er.
- Når vi ser på danske forhold, skal vi nok lægge os et sted midt imellem Sverige og Belgien. Vi vil skabe en bred organisation, hvor der ikke er store krav til medlemsskab, men hvor vi samtidig har en klar ideologisk og politisk linje tæt op ad Kommunistisk Parti, forklarer Anders Sørensen.
Han opfordrer unge, som har lyst til at være med til at gøre det kommunistiske ungdomsforbund til virkelighed, til at melde sig ind i Kommunistisk Parti nu.
- Så kan man være med til at præge processen, vi har brug for mange nye medlemmer, hvis vi skal løfte de store opgaver, vi har stillet os selv.
Meld dig ind på kommunister.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278