Utrygheden ruger voldsomt i Beijing ovenpå Frankrigs lynhurtige felttog i det nordvestafrikanske land Mali.

Vel sagde Kina i december ja i FN's Sikkerhedsråd til at indsætte en militærstyrke på 3000 soldater fra afrikanske lande til at bekæmpe islamistgrupper i Nordmali, der havde overtaget området siden forsommeren 2012. Vel udtalte Kinas udenrigsministeriums talskvinde Hong Lei, at "Kina støtter den maliske regerings forsøg på at beskytte sin territoriale integritet". 

Invasioner lovlige?

Men med Frankrigs sejrsgang og udsigten til at miste millionkontrakter på minedrift og handel med Mali, kommer panderynkerne tydeligt til syne hos de kinesiske ledere.

- De franske styrkers engagement i Mali vil gøre interventioner lovlige i fremtiden i Afrika, siger kineseren Han Wenping fra det kinesiske Akademi for Afrika-studier til Global Times.

Senest er der fundet olie i det nordlige Mali.

Mange kinesiske politikere og analytikere tror, at Mali vil blive omdannet til Frankrigs "Afghanistan" og trække Frankrig ind i en langvarig konflikt.

Han Wenping uddyber: 

- Kina har visse interesser i Mali gennem sine investeringsprojekter. (...)  de franske styrker og deres involvering i Mali vil fremover kunne "legalisere" en ny interventionisme i Afrika, siger han.

Kina er Malis største handelspartner med handel for 230 millioner dollars i 2008 alene. Og handlen er gennemsnitligt steget med 30 procent hvert år, oplyser det kinesiske handelsministerium. 

Mens især bomuld afsendes fra Mali til Kina, kommer maskiner, te og tekstiler den modsatte vej. De kinesiske virksomheder er hovedsageligt beskæftiget med projekter som at bore miner, bygge boliger og veje, kunstvanding samt joint-ventures i spinderier og sukkerraffinaderier. 

Ser man på hele Afrika, er kontinentet blevet en vigtig kilde til ressourcer for Kinas økonomi. Handlen mellem Kina og Afrika  var i 2012 166 milliarder dollars, en tredobling siden 2006. For 11 år siden lå handlen på blot en milliard dollars.

Mali har haft omfattende kontakter med Kina. Landet var et af de første afrikanske lande til at oprette diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina.

Mali er et af de fattigste lande i verden, og det har fået væsentlig kinesisk støtte til udvikling. I 2011 gav Kina en hjælpepakke på flere hundrede millioner dollars, dels som en "gave" til at forbedre det maliske folks "levestandard". Kina overhalede allerede for tre år siden USA som den største handelspartner med hele det afrikanske kontinent. Og EU's handel med Mali er slet ikke i nærheden af de kinesiske tal.

Libyen-tab

Kina siges at have 2000 borgere og omkring 20 virksomheder, der opererer i Mali.

I Beijing skræmmer erfaringen fra et andet land i Afrika, hvor Frankrig også førte an i en intervention - Libyen i marts 2011.

Kineseren Yun Sun, forsker fra John L. Thornton China Center i Washington, udtrykker udmærket frygten.

- Først og fremmest er det Kinas erfaring, at udenlandsk intervention ikke altid fører til mere stabilitet eller bedre beskyttelse af Kinas interesser. I Libyens tilfælde oplevede Kina, at Storbritannien og Frankrig "misbrugte" resolution 1973 fra FN's Sikkerhedsråd til at lancere en militær intervention ud over den oprindelige ramme for sit mandat. Interventionen førte til mere kaos - som kombineret med regimeskifte - kostede Kina 20 milliarder dollars i tabte investeringer i Libyen, siger hun.

35.000 kineske ansatte blev evakueret fra Libyen i 2011, hvor store kontrakter på gas og olie ellers var underskrevet med Muammar Gadaffis regering, der blev væltet med NATO-hjælp i oktober. 

Libyen-krigen kostede Kina 20 milliarder dollars.

Kinesiske arbejdere og ingeniører var for eksempel med til at anlægge den gigantiske vandrørsledning gennem Libyens Sahara-ørken til hovedstaden Tripoli, kaldet "man Made River". Men rørledningen blev delvist bombet, og fabrikken, der producerer stålrør til projektet, blev ødelagt i et NATO-angreb.

Siden udtalte den nye libyske administration offentligt, at de lande, der hjalp til med at fjerne Gadaffi, ville få de bedste kontrakter i Libyen. Italienske og vestlige gas- og oliefirmaer fik i stor stil kontrakterne.

Kina ud af Afrika

Journalisten og kommentatoren Pepe Escobar skriver i en kommentar på netportalen Asia Online, at Kina blevet den store taber i Libyen. Men hvad med resten af Afrika, spørger han. Ser man en velkoordineret og langsigtet plan for at skubbe Kina ud af hele Afrika? 

"USA og EU bruger tilsyneladende ikke handel, som kineserne har mest af, men militær muskelkraft. USA har siden 2003 tvunget Kina til at forlade andre lande som Irak og Sydsudan med deres enorme oliefelter", skriver Escobar.

Hvad er der på spil for Kina i Mali?

Ifølge flere presserapporter har kinesiske selskaber udtrykt interesse for at udforske Malis enorme lagre i undergrunden af blandt andet guld og uran. Mali er Afrikas tredjestørste guldproducent og fjerdestørste uraneksportør.

Der er skønnet  5200 tons uudnyttede uranreserver i Mali.

Frankrig mistede i 2007 kontrakten på en uranmine i Malis naboland Niger og er ifølge kritikere opsat på at få fingre i Malis uran til egne atomkraftværker, som dækker tre fjerdeldele af landets behov for energi. Og så er det kinesiske firma SinoHydro Corp Ltdså involveret i  mastodont-byggeriet af Felou-vandkraftværket over Senegalfloden i det vestlige Mali. Når byggeriet er færdigt, vil værket ikke bare levere strøm til Mali, men også nabolandene Guinea, Mauretanien og Senegal. Senest er der fundet olie i det nordlige Mali, der stadig er i hænderne på oprørerne - nemlig i Taoudeni-bassinet tæt på grænserne til Mauretanien og Algeriet. I forvejen har Kina gang i olieboringer i Malis naboland Niger, i Tchad, Sudan, Cameroun og Elfenbenskysten.

Uforståeligt

Den indiske kommentator og tidligere diplomat, M.K.Bhadrakumar, siger til Asia Online, at det, der ses i Mali lige nu, afspejler Kinas kamp mod USA og EU på det afrikanske kontinent. - Beijing ved udmærket, at Vesten er i gang med at indeslutte dem i Afrika ved at genvinde kontrollen med de tidligere kolonier, hvor Kina gør fremskridt. Pointen er, Vesten ikke kan konkurrere med Kina ved at matche sidstnævntes tilbud om handel og samarbejde med de afrikanske nationer, siger han. Men M.K.Bhadrakumar undrer sig over, at Kina i første omgang stemte ja til FN's resolution 2085 i december 2012, der tillod international indblanding i Nordmali.

- Det er overraskende, at de to lande (Kina og Rusland, red.) igen lod sig føre bag lyset i Mali. Underligt nok har Moskva og Beijing endnu ikke direkte kommenteret den franske intervention i Mali, der hurtigt har vist sig at være et udtryk for samordnet vestlig virksomhed i Afrika, siger inderen, der i flere år var Indiens ambassadør i Usbekistan og Tyrkiet.