Hundredetusinder af arabere rejser sig nu i Egypten og Tunesien mod de nye islamistiske magthavere, der kom til magten efter folkeopstande for to år siden.

Dengang gik de islamistiske partier med og høstede parlamentarisk på årtiers utilfredshed med veststøttede regimer. Men millioner har i dag indset, at islamisterne kun afsporer de folkelige opstande og forhindrer dem i at nå målene om sociale og demokratiske fremskridt.

Anden etape af de arabiske oprør er indledt.

Islamisternes løfter om bedre levevilkår blev ikke indfriet. De genoprettede i stedet de politiske og økonomiske forbindelser til Vesten - bestukket af petrodollars fra USA's tætteste arabiske allierede i golflandene, Qatar og Saudi-Arabien.

Nu er der lykkeligvis tegn på, at anden etape af Det Arabiske Forår - eller rettere De Arabiske Oprør (Intifadas) - er indledt.

Mellemøsten koger. Men området er stadig en afgørende slagmark for forskellige imperialistiske kræfter, der kæmper om, hvem der får del af kagen.

I Mellemøsten består den ene pol af USA-imperialismen og EU i uskønt samarbejde og skarp konkurrence. De forsøger begge at løse dybe økonomiske kriser ved at styrke kontrollen over energikilderne. USA ønsker at skabe "Et Nyt Mellemøsten" af små, konkurrerende stater, der er svækket af splittelse mellem shia- og sunnimuslimer.

De har lokale allierede i især Israel, der ønsker at beholde Syriens Golan-højder og annektere Vestbredden. Men også Tyrkiet, der ønsker at kontrollere kurderne, knække Syrien og blive den regionale stormagt. Nye krige er ved at blive forberedt, eventuelt ledt af Israel og Tyrkiet. 

Den anden pol i Mellemøsten består af Rusland, der forsøger at blive leder af en ny akse i regionen sammen med Iran og Syrien. Dog, Ruslands mål er ikke at støtte de arabiske befolkninger i kampen for befrielse, men for at konfrontere USA's globale dominans.