24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stop klapjagten på enlige forældre

Enhedslisten kræver klare regler:

Stop klapjagten på enlige forældre

I jagten på sociale bedragere sættes retssikkerheden over styr. Der er brug for klare regler på området, mener Enhedslisten, som har fremlagt et konkret forslag i Folketinget.

Passer far barnet, når mor skal ud med veninderne? Et mistænkeligt tegn for de kommunale kontrolenheder.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Kommunerne har optrappet jagten på sociale bedragere. Borgere opfordres til at anmelde deres nabo anonymt, og alle kommuner har oprettet kontrolenheder, som efterforsker sager, hvor der er mistanke om socialt snyd. 

I DR's serie "Aktion socialt bedrageri" kan vi i disse uger følge, hvordan kontrolenhederne blandt andet undersøger, hvor vidt enlige mødre får hjælp af eks-manden til at passe børnene, eller lægger et billede af kæresten på Facebook.

Da enlige forældre får større sociale ydelser, end personer som lever i parforhold, er der mange penge for kommunerne at spare, hvis en person går fra at være enlig til at være i et forhold.

Borgernes retssikkerhed er truet af den måde, kommunerne farer frem på.

Finn Sørensen

De to jurister og eksperter i socialret, Kirsten Ketscher og Nina von Hielmcrone, mener på baggrund af udsendelserne, at kommunernes kontrolenheder i en række tilfælde bryder lovgivningen og ikke informerer hverken kvinderne eller tv-seerne korrekt om reglerne for, hvornår man kan betragtes som enlig mor.

- Borgernes retssikkerhed er truet af den måde, kommunerne farer frem på, mener Finn Sørensen, Enhedslistens socialordfører.

Brug for klare regler

Enhedslisten vil have gjort noget ved de uklare regler omkring definitionen af en reelt enlig mor og en reelt enlig pensionist. For også enlige pensionister, som har en ven, er i kommunernes søgelys.

Som situationen er i dag, er det vidt forskelligt fra sagsbehandler til sagsbehandler og fra kommune til kommune, hvordan man definerer en enlig, konstaterer Finn Sørensen. 

- Der er brug for helt klare regler, så både kommunerne og borgerne ved, hvad de skal rette sig efter, siger han.

Derfor har Enhedslisten fremlagt et beslutningsforslag i Folketinget. Forslaget pålægger regeringen at sikre klare regler for, hvornår en person er enlig, og hvornår man lever i det, som kaldes et ægteskabsligende forhold. 

Enhedslisten opfordrer til, at regeringen tager udgangspunkt i et forslag, som Ældre Sagen kom med i sidste måned. Her lægges op til en helt enkelt definition, hvor en enlig forældre eller pensionist defineres ved, at personen har en reelt selvstændig bolig og selv betaler de almindelige forbrugsudgifter i boligen. 

- Med en sådan regel er det eneste, kommunen skal beskæftige sig med, hvor vidt mors og fars økonomi er adskilt. Man skal ikke inddrage alle mulige andre ting, som hvor tit far kommer på besøg, eller om mor og far er set sammen på et foto på Facebook, siger Finn Sørensen.

Enhedslisten fremhæver i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at den nye forældreansvarslov lægger stor vægt på betydningen af samarbejde mellem fraskilte forældre, men at det kolliderer med en kommunal praksis, hvor forældrenes samarbejde omkring barnet kan føre til beskyldninger om socialt bedrageri.

S og SF afviser

Beslutningsforslaget er endnu ikke blevet behandlet i Folketinget. Men foreløbige udmeldinger fra SF og Socialdemokraterne viser, at Enhedslisten ikke kan forvente, at regeringspartierne vil stemme for det. 

Både Anne Baastrup, socialordfører for SF, og Maja Panduro, Socialdemokraternes socialordfører, henviser til, at de vil afvente forslag fra en arbejdsgruppe, socialministeren har nedsat. Gruppen skal komme med forslag til, hvordan man kan styrke kampen mod socialt bedrageri.

- Jeg har forstået på socialministeren, at arbejdsgruppen også skal se på, hvordan der kan blive klarere regler på området, siger Anne Baastrup til Arbejderen.

- Så det er en åben dør, Enhedslisten sparker ind, vi er allerede i gang med at gøre noget, forklarer hun.

Anne Baastrup understreger, at det er SF's ambition at sikre retssikkerheden for modtagere af sociale ydelser,  samtidig med at man sikrer, at ingen får sociale ydelser, som de ikke er berettigede til. 

Arbejdsgruppen skal efter planen komme med et udspil i løbet af 2013. 

Før valget i 2011 fik Enhedslisten de tre nuværende regeringspartier med på, at der skulle nedsættes en kommission til at se på retssikkerheden på det sociale område. Sidste år fremsatte Enhedslisten forslag om en sådan kommission, men alle tre regeringspartier afviste at støtte forslaget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. feb. 2013 - 10:07   20. feb. 2013 - 19:57

Retssikkerhed

ur@arbejderen.dk
Socialt bedrageri
  • Der er i øjeblikket meget fokus på snyd med sociale ydelser. I debatten inddrages ofte en analyse fra KMD, som anslår, at der bliver snydt med sociale ydelser for mellem syv og tolv milliarder kroner om året. Kritikere har peget på, at KMD har en interesse i at blæse tallet op, fordi de selv er leverandør af et it-system til bekæmpelse af socialt bedrageri.
  • Reglerne siger i dag, at man ikke kan betragtes som enlig og få de højere sociale ydelser, hvis man lever i et ægteskabslignende forhold, har fælles husførelse med kæresten, eksmanden eller ekskonen, eller hvis den anden part bidrager økonomisk. 
  • I praksis tolkes reglerne vidt forskelligt fra sagsbehandler til sagsbehandler og fra kommune til kommune. Enhedslisten kritiserer et system, hvor kommunerne optræder som både politi, anklager og dommer. 
  • Både juridiske eksperter, Kommunernes Landsforening, Ældre Sagen og Socialrådgiverforeningen har efterlyst klarere regler på området.