24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU-parlamentsdebat raser i Enhedslisten

Efter Søndergaards exit

EU-parlamentsdebat raser i Enhedslisten

Debatten om Enhedslisten skal gå solo og stille selvstændigt op til EU-parlamentet optager mange medlemmer forud for årsmødet i april.

FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Skal Enhedslistens liste Ø være at finde på stemmesedlen til det kommende EU-parlamentsvalg til næste år?

Dette spørgsmål er Enhedslistens medlemmer i fuld gang med at debattere.

Først på året meddelte Enhedslistens Søren Søndergaard, som hidtil har været Folkebevægelsens absolutte topprofil, at han ikke ville genopstille til parlamentet. Og nu skal Enhedslisten beslutte på sit årsmøde i april, om partiet selv skal stille op til parlamentet.

jeg frygter, at Enhedslitsten vil tage mandatet, og at Folkebevægelsen vil ryge ud.
Jakob Lindblom

Før årsmødet vil der blive afholdt en vejledende urafstemning i partiet.

Debatten fylder godt op i partiets debatsider i det seneste nummer af medlemsbladet Rød+Grøn - næsten fem sider er fyldt med indlæg for og imod at stille selvstændigt op.

"Vi skal ikke splitte den progressive EU-modstand, splitte Enhedslisten og splitte Folkebevægelsen, men tværtimod være solidarisk med den bevægelse, som vi er kollektivt medlem", skriver et Enhedsliste-medlem Jean Thierry fra Nordvest under overskriften "Split ikke den progressive EU-modstand.

Advarer mod tab

Hidtil har Enhedslisten anbefalet at stemme på og føre valgkamp for enten Folkebevægelsen mod EU eller på JuniBevægelsen (der blev nedlagt i 2009).

En af de Enhedsliste-folk, der er dybt skeptisk overfor, at partiet skal stille selvstændigt op, er Jakob Lindblom der sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse og i Folkebevægelsen mod EU's kampagneudvalg.

På sin Facebook-profil skriver han blandt andet, at han frygter at den brede EU-modstand i Danmark vil blive kvalt, fordi en Enhedsliste-opstilling reelt vil betyde, at Enhedslisten vil stjæle det ene mandat, som Folkebevægelsen mod EU har i dag.

- I 2012 sendte Folkebevægelsen materiealer mod EU på gaden i over 400.000 eksemplarer. Til sammenligning udgav Enhedslisten 25.000. Så det vil være et enormt tab for EU-modstanden hvis Folkebevægelsen ikke kommer i EU-parlamentet, siger Jakob Lindblom til P1.

Han tror ikke på, at Enhedslisten kan rette op på det tab: 

- Enhedslisten er et landsækkende folketingsparti, der skal dække alle områder - eksempelvis SU, miljø og klima og så videre. Jeg tror ikke, at Enhedslisten vil prioritere EU-modstanden på samme måde, siger Jakob Lindblom.

Folkebevægelsen mod EU risikerer at stå yderligere svækket, fordi bevægelsens medlem af EU-parlamentet Søren Søndergaard har meddelt, at han ikke genopstiller.

Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen mener at den høje spærregrænse ved EU-parlamentsvalgene på cirka 7,5 procent vil gøre det svært for Folkebevægelsen mod EU at genvinde sin plads i EU-parlamentet.

Ved parlamentsvalget i 2009 fik Folkebevægelsen mod EU 7,2 procent af stemmerne og JuniBevægelsen fik 2,4 procent.

Håber på valgforbund

Spekulationerne om at stille selvstændigt op er blusset op efter Enhedslistens  blev tredoblet ved folketingsvalget:

- Der er en ny situation: JuniBevægelsen er forsvundet og Enhedslisten er vokset meget. Og ved EU-parlamentsvalget er der en høj spærregrænse, der vil gøre det svært for Folkebevægelsen at komme ind alene, siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen til P1.

Tilhængerne af at Enhedslisten skal gå solo håber på, at partiet i et valgforbund med Folkebevægelsen mod EU kan få så mange stemmer, at de tilsammen kan sende to mandater til EU.

Men Jakob Lindblom tror ikke på, at Enhedslisten og Folkebevægelsen tilsammen kan få to mandater, som de kan dele:

- To mandater kræver 15-16 procent af stemmerne. Det tror jeg ikke er realistsisk.  Enhedslisten sidder i Folketinget, og fylder derfor meget mere i medierne end Folkebevægelsen. Så jeg frygter, at Enhedslitsten vil tage mandatet, og at Folkebevægelsen vil ryge ud, advarer Jakob Lindblom.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. feb. 2013 - 11:15   22. feb. 2013 - 11:30

eu-modstand

ml@arbejderen.dk
Folkebevægelsen mod EU
  • Folkebevægelsen mod EU arbejder på et tværpolitisk og ikke-racistisk grundlag for dansk udmeldelse af EU.
  • Bevægelsen blev stiftet under navnet Folkebevægelsen mod dansk medlemskab af EF i 1972.
  • Bevægelsen har i dag cirka 3300 medlemmer fordelt på omkring 60 lokale komitéer over hele landet.
  • 20 partier, organisationer og fagforeninger er kollektive medlemmer.
  • Ved valget til EU-parlamentet 26. maj 2019 fik Folkebevægelsen 3,7 procent af stemmerne. 102.101 vælgere satte deres kryds ved Liste N. Det var ikke nok til at sikre et mandat. Derfor vil Folkebevægelsen ikke være repræsenteret i EU-parlamentet de kommende fem år.
  • Ved valget i 2014 fik Folkebevægelsen 8,1 procent af stemmerne.