Det var næsten som starten på en børnesang, da Petersen og ikke Pallesen, men Turunen og Westerbye meddelte deres afgang fra SF i en koordineret aktion tirsdag og onsdag.
De tre erklærer sig i en fælles udtalelse "grundlæggende uenige i det mandat og den retning, som SF’s nye formand blev valgt på, og som nu udfoldes i partiet" og skriver, at de ikke vil "være jomfruelige i forholdet til magt, ansvar og lederskab".
Den udlægning afvises pure af SF's partiformand Annette Vilhelmsen:
- Jeg vil bare sige, at når vi har magten, og det har vi, når vi er i regering, så tager vi den på os. SF har gået ansvarligt til magten i regeringen.
Den nu tidligere ordfører for SF, Jesper Petersen, EU-parlamentsmedlem Emilie Turunen og tidligere folketingsmedlem og medlem af landsledelsen, Nanna Westerbye, som alle var en del af den fløj i partiet, som bakkede Astrid Krag op i formandsvalgkampen, har valgt at melde sig ind i Socialdemokratiet, hvor de er blevet modtaget med åbne arme.
Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen mener ligefrem, at det styrker Socialdemokraterne og regeringsprojektet.
- Hvis folk arbejder bedre, hvis man skifter fra den ene gruppe til den anden, så styrker det jo alt andet lige projektet, siger han.
De tre eks-SF'ere påpeger i deres fælles platform, at at Socialdemokraterne reelt er det eneste parti, der kan tage kampen op med Venstre "der står på spring med tyske lønninger, svenske skatter, mere brugerbetaling, mindre fællesskab og nedskæringer i den offentlige sektor".
Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, finder både de frafaldne og de nuværende SF'eres udmelding "bemærkelsesværdig".
- Realiteten er jo, at alle de ting de tre nævner, er den nuværende regering godt i gang med at gennemføre. Der er desværre intet der tyder på, at Socialdemokraterne vil være en garant hverken mod tyske lønninger eller svenske skatter.
- Men vi ser jo heller ikke hverken SF eller Anette Vilhelmsen markere sig med en anden politik end regeringens. Alle regeringspartier har valgt at bakke op om den politik, som er udstukket fra EU gennem den såkaldte Finanspagt, som Danmark har underskrevet. Dermed er der slet ikke plads til en særlig SF-profil, siger Jørgen Petersen og forudser, at partiets krise vil fortsætte.
- Der kun er plads til et socialdemokrati. De tre har taget konsekvensen og valgt det parti, hvor de håber deres karriere kan fortsætte.
Det synspunkt bakkes op af SF's byrådsmedlem i Horsens, Bjarne Sørensen:
- De har været centralt placeret i forhold til at lægge strategien for SF i regering, og når der så kommer lidt modvind, går de bare. De har tydeligvis mere fokus på deres egne karrierer end deres politiske overbevisning, siger han til DR Nyheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278