24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Da Pihl-bossen trak i kansasjakken

REPORTAGE

Da Pihl-bossen trak i kansasjakken

40 praktikløse elever blev mødt med åbne døre og sodavand, da 3F sendte en busfuld praktikløse elever ud for at presse på for flere lærerpladser hos entreprenør-giganten Pihl & Søn. Et positivt resultat af et års smædekampagne, mener lærlingeformand.

Pihl-bossen Lars Schmidt havde trukket i arbejdsjakken, da han tog imod 40 teknisk-skoleelever, som krævede, at firmaet tager flere lærlinge.
FOTO: Filip S - Lilit.dk
Pihl-bossen Lars Schmidt havde trukket i arbejdsjakken, da han tog imod 40 teknisk-skoleelever, som krævede, at firmaet tager flere lærlinge.
FOTO: Filip S - Lilit.dk

Modsat sidst bliver vi denne gang modtaget med åbne døre hos gigant-entreprenøren Pihl & Søn, da 40 praktikløse elever kommer på uventet besøg for at presse på for flere lærepladser.

Det er kommunikationschef Lisbeth Kjærgaard Volf, som byder os indenfor til en sodavand.

- Vi har gjort plads i kælderen, smiler hun og viser flokken af arbejdsklædte drenge ned i et konferencelokale, strøet med grønfiltede kortborde, hvorom de fyrre elever tager plads efter at have forsynet sig med sodavand fra den klassiske kantinevogn i to etager.

Vi tager en virksomhed ad gangen og tvinger dem til at tage ansvar. Nu kan vi, at strategien virker.
Laurits Bo Lillelund, BJMF's unge

Her overtager Lars Schmidt. Han er chef i tømreafdelingen og har trukket en sort og grøn, vinterforet arbejdsjakke med logo på ryggen udover sin bryståbne skjorte.

- Velkommen drenge, smiler han og ser ud over den brogede flok.

En anderledes velkomst

Sidste gang Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes fagforening fyldte en bus med praktikløse elever og kørte dem ud til det rødstenede domicil i Kongens Lyngby, var situationen en helt anden. Dengang blev vi mødt af lukkede døre og en lille arig mand, som skældte ud over den utidige indblanding i virksomhedens lærlingepolitik.

I dag bliver der lyttet. Lars nikker indforstået til drengenes historier og slår ud med armene i frustration, da eleverne brokker sig over, at virksomheden er på en top tre over de store danske virksomheder, som har færrest lærlinge.

- Jeg har, siden jeg blev ansat her i maj måned sidste år, arbejdet for at Pihl skal have en målsætning om at 10 procent af vores svende skal være lærlinge. Så jeg lover jer, at det er noget vi arbejder med, og I er også velkomne til at holde mig oppe på den målsætning, hvis I kommer tilbage næste år.

Formand for ungeklubben i BJMF, Laurits Bo Lillelund, er glad for klimaforandringen.

Han mener, at Pihl's ændrede linje overfor de praktikløse elever og fagforeningen først og fremmest skyldes den kampagne, som ungeklubben har kørt imod firmaet det seneste år.

Tømrerskruen

I stedet for en generel kampagne om lærepladsproblemet har de unge i fagforeningen kørt en målrettet kampagne mod netop Pihl & Søn siden sidste års virksomhedsbesøg. De har, blandt andet ved hjælp af blokader, bannerdrops og en facebookkampagne, gjort københavnerne opmærksomme på, at de ikke mener, at Pihl & Søn ikke lever op til deres samfundsansvar, og at de tager for få lærlinge. 

Laurits Bo Lillelund fortæller, at de unge er inspirerede af en gammel strejkestrategi, kaldet tømrerskruen.

- Hvis tømrermester Madsen ikke havde overenskomst, så nægtede alle tømrersvende i byen at arbejde for ham, indtil han underskrev overenskomsten. Efter et par måneder uden at kunne finde arbejdskraft krøb Madsen for det meste til fadet og indgik overenskomst. Når tømrermester Nielsen ved siden af så fik at vide, at ingen svende ville tage arbejde hos ham, før han også fik overenskomst, så gik det pludseligt hurtigere. Det er den samme effekt, som vi går efter. At tage en virksomhed ad gangen og tvinge dem til at tage ansvar.

- Jeg tror at de er alvorligt bekymrede for deres image. Både i offentligheden og blandt de danske håndværkere. De er jo blevet hængt ud i pressen og vi har alle sammen kunnet se, hvad det er for nogle forhold der hersker på deres byggepladser, siger Laurits Bo Lillelund.

- Det er en lille sejr. Det, at vi får lov til at komme indenfor og de gider at tale med os viser, at de har opgivet at tie os ihjel. Og de har da også fået lidt flere lærlinge i mellemtiden, selvom der stadig er lang vej igen.

Sodavand eller resultater

Sodavand og et par flere lærlinge får dog ikke de unge til at droppe deres kampagne imod Pihl & Søn.

- Vi vil have en aftale med Pihl & Søn, som forpligter dem til at tage flere lærlinge. En fin målsætning er ikke nok. Vil vil se resultater, fortæller klubformanden.

Han mener at de unges strategi med at gå efter én navngiven virksomhed har vist sig at være rigtig.

- Da vi startede kampagnen valgte vi at gå efter det værste firma. Vi sagde: Nu kører vi på jer, indtil I retter op. På den måde kan vi forhåbentlig nøjes med bare at true den næste virksomhed med en tilsvarende kampagne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. apr. 2013 - 10:33   18. apr. 2013 - 10:45

Lærlinge

as@arbejderen.dk
Pihl & Søn
  • Pihl & Søn er Danmarks næststørste entreprenørfirma.

  • Firmaet har byggeprojekter i 16 forskellige lande og er i gang med en række store opgaver i Danmark, blandt andet Nørreport station i København, Nordhavnsprojektet i København, det nye Danmarks Akvarium "Den Blå Planet" i Kastrup og Navitas og Bestsellers i Aarhus.

  • Pihl & Søn har 3300 ansatte i Danmark og udlandet.

  • Firmaet havde i 2011 en omsætning på 5454 millioner kroner.