24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Advarede om risiko for civile fanger

Officer frygtede sekterisk udrensning

Advarede om risiko for civile fanger

Tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard advarede om risikoen for civile fanger i Target Folderen forud for operationen. Men bataljonschefen ville have et "Black Hawk Down", og operationen blev gennemført alligevel.

Operation Green Desert blev ifølge tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard gennemført på grund af et pres for at levere en succesoperation kombineret med bataljonschefens ønske om kamptræning.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Det er tidligere efterretningsofficer kaptajn Anders Kærgaard, der har skrevet den Target Folder fra operation Green Desert i Irak i 2004, som viser, at bataljonschef John Dalby allerede før operationen vidste, at der efter al sandsynlighed befandt sig civile på operationens mål.

Det var lidt som om, at "alle har jo set Black Hawk Down, så det fedeste for en soldat på det tidspunkt måtte være at komme i bykamp."

Kærgaard havde ansvaret for sikkerhedsvurderingen i det danske område, og tog derfor imod oplysningerne, da en efterretningsofficer fra den irakiske hærbataljon i Az Zubayr henvendte sig på den danske bataljons hovedkvarter Camp Danevang i den britiske logistiske base Shaiba. Den irakiske officer bad den danske bataljon om at lede og støtte en operation imod fire mål i Az Zubayr.

- Han kommer med en pakke med en hel masse mål. Der skulle både være Al-Qaeda, oprørere fra Fallujah, Al-Douri, som er leder af det irakiske oprør, og så nogle af de folk, som lagde vejsidebomber ud i hele vores område, siger Anders Kærgaard, som har set folderen igennem for Arbejderen.

For godt til at være sandt

Pakken passer så godt på de internationale styrkers ønskeseddel, at Kærgaard bliver mistænksom. Han kender den irakiske efterretningsofficer og spændingerne mellem den shiitiske irakiske hær og de sunnimuslimske beboere i Az Zubayr i forvejen, og har ikke stor tiltro til officerens efterretningsvirksomhed.

- Enhver officer og operativ chef er nødt til at angribe, hvis det er Al-Qaeda, Al-Duuri og bombefolk. Denne her pakke kan simpelt hen ikke blive bedre, for vi har lige fanget Saddam Hussein. Det  er best case, siger Anders Kærgaard til Arbejderen.

For at teste oplysningerne spørger Kærgaard, om der også er mål på en række bygninger, hvor han ved, at der ikke foregår noget kriminelt.

- Jeg kender jo byen og spørger ind til oplysningerne på et kort. Jeg peger blandt andet på politimesterens hus og på sygehuset og spørger, om der også bliver lavet vejsidebomber der. Det er helt rigtigt, bekræfter den irakiske officer, og så ved jeg, at der er noget galt.

Anders Kærgaard klassificerer på baggrund af mødet oplysningerne på en troværdighedsskala. Han giver dem karakteren »F6«, som dækker over den lavest mulige troværdighed. Bedømmelsen fremgår også af den såkaldte Post Operation Report, som chefen for operationssektionen skriver efter operationen.

Herefter skriver han den Target Folder, som skal hjælpe ledelsen med at træffe beslutning om, hvordan operationen skal udføres. I folderen skriver han, at det mest sandsynlige scenarie ved samtlige mål er, at soldaterne vil møde civile, som ikke vil gøre modstand. Han advarer om, at de mange familier, der bor på gårdene, kan betyde et stort antal tilbageholdte, inklusive mange kvinder og børn.

Black Hawk Down

Folderen bliver givet til chefen for Operationssektionen, der vedlægger den som bilag i den samlede operationsplan, som John Dalby godkender.

Kærgaard henvender sig også direkte til John Dalby og advarer ham om, at der er stor risiko for at blive inddraget i et internt sekterisk eller kriminelt opgør og anbefaler ham ikke at gennemføre operationen på baggrund af de foreliggende oplysninger.

- Men han siger nej, vi gennemfører - den irakiske bataljonschef ønsker det, og det er god træning, fortæller Anders Kærgaard.

Når operationen bliver gennemført trods advarslerne, skyldes det ifølge Kærgaard et pres for at levere en succesoperation kombineret med bataljonschefens ønske om kamptræning.

- Der er ingen tanke overhovedet omkring de civile mennesker, det potentielt set går ud over. Vi har at gøre med en chef, som ville være den nye Operation Bøllebank. Det var lidt som om, at "alle har jo set Black Hawk Down, så det fedeste for en soldat på det tidspunkt måtte være at komme i bykamp. Så lad os komme ind i Az Zubayr med 600 soldater i morgengryet og lad os se om ikke vi kan få en kamp, for det vil se godt ud på cv’et."

Jeg peger blandt andet på sygehuset og spørger, om der også bliver lavet vejsidebomber der. Det er helt rigtigt, bekræfter den irakiske officer, og så ved jeg, at der er noget galt.

På operationens tre første mål går det som forudsagt i Target Folderen.

Der er ingen fjendtlige kombatanter eller anti-irakiske styrker på målene. Til gengæld bliver flere end 30 civile irakere hevet ud af deres huse og anholdt. Nogle er ved at bede morgenbøn i en sunnimuslimsk moske, mens en gruppe sunnimuslimske sufier bliver vækket i deres hjem på et andet af målene. Der bliver også fundet nogle håndvåben, hvilket ifølge Kærgaard er helt normalt i det krigshærgede Irak.

500 kilo hash

Imens sidder Anders Kærgaard uden for byen på en såkaldt fremskudt komandostation sammen med John Dalby og en anden kollega.

- Da operationen er gennemført og der stort set ikke er fundet noget, som kunne indikere at de irakiske oplysninger holdt vand, bliver vi enige om at tage det sidste mål. Her finder vi 500 kilo hash, og så er alle glade. Alle vidste godt, at det indtil nu havde været en forfejlet operation, men nu var der pludselig et grundlag for den. Men jeg sidder tilbage og tænker, at det var fadnme skidt - nu har vi både medvirket til sekterisk udrensing og er blevet brugt til et kriminelt opgør, som skaffede den irakiske bataljon 500 kilo hash.

Da den irakiske og siden danske presse efter operationen begynder at fortælle om mishandling af de civile fanger, bliver operationen pludselig til en irakisk operation med dansk støtte. Men det er ikke rigtigt, siger Anders Kærgaard.

- Hele operationen er planlagt og ført fra den danske kommandostation. Det var irakiske rekrutter, der var med, men det var en dansk ledet, dansk planlagt og dansk ført operation. Det betyder, at ansvaret er vores, understreger den tidligere efterretningsofficer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2013 - 07:36   31. maj. 2022 - 09:38

Green Desert

fe@arbejderen.dk
Operation Green Desert
  • Den 25. november 2004 førte chefen for den danske bataljon i Irak, oberst John Dalby, omkring 1000 danske, britiske og irakiske soldater an i den hidtil største dansk-ledede operation i Irak, operation Green Desert.
  • På operationen blev 36 civile irakere taget til fange og udleveret til mishandling og tortur hos det irakiske politi op til 70 dage, inden de alle blev løsladt uden hverken sigtelse eller dom. 23 af dem har siden anlagt sag mod Danmark for medvirken til tortur og mishandling. Flere danske læger har efterfølgende bekræftet, at de er blevet udsat for tortur.
  • På mindst et af operationens fire mål så danske soldater passivt til, filmede og kommenterede, mens irakerne blev hevet ud af deres huse og sparket og slået.
  • Bataljons- og forsvarsledelsen har efterfølgende gentagne gange løjet om både de danske soldaters rolle, operationens forløb og videooptagelsens eksistens.
  • I oktober 2012 stod den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard frem med optagelserne fra den omstridte operation. Det førte til en intern undersøgelse i Forsvaret, som i maj fik forsvarschef Peter Bartram til at beklage, at der er givet urigtige svar omkring optagelserne.
  • Arbejderen har nu fremlagt en fortrolig efterretningsrapport som viser, at bataljonschefen allerede dagen inden operationen vidste, at der efter al sandsynlighed befandt sig civile på de mål, som operationen skulle ramme.
  • Alligevel sendte bataljonen efter operationen en pressemeddelelse afsted, hvor de tilfangetagne blev beskrevet som "hårde modstandere" og "personer, som ikke vil Irak det godt".
  • Da pressen 10 dage senere begynder at skrive om torturanklagerne, vælger John Dalby at tie med sin viden i en intern rapport til Hærens Operative Kommando. I stedet fastslår han, at de tilbageholdte vurderes til "entydigt at kunne forbindes til anti-irakiske styrker". Rapporten fik Forsvarets Auditørkorps til at indstille den første undersøgelse af operationen.
  • Ingen fra forsvarstoppen er endnu stillet til ansvar for operationen, men Anders Kærgaard er pålagt en bøde på 13.000 kroner, fordi han ikke vil udlevere navnet på den kollega, der har givet ham optagelserne. Sagen er anket, og Forsvaret kræver nu Kærgaard idømt et halvt års fængsel.

>> Læs alle artikler om operation Green Desert på Arbejderens temaside


>> Se dokumentation og video fra operation Green Desert her

Target Folderen fra Green Desert
  • Arbejderen har fremlagt uddrag af den såkaldte Target Folder fra operation Green Desert i Irak i november 2004.
  • Efterfølgende har Hærens Operative Kommando gjort rapporten tilgængelig på sin hjemmeside efter ellers at have tilbageholdt den i 16 måneder.
  • Folderen er en trusselsvurdering, som den ansvarlige efterretningsofficer udarbejdede forud for operationen. Den er skrevet tre dage inden Green Desert og blev efterfølgende vedlagt operationsbefalingen som bilag.
  • I Target Folderen vurderes det, at der efter al sandsynlighed kun befinder sig uskyldige civile, som ikke ville gøre modstand, på de mål, som operationen skal ramme. Folderen advarer om, at de mange familier, der bor på gårdene, kan betyde et stort antalt tilbageholdte, inklusive mange kvinder og børn.
  • "Det er ikke sandsynliggjort, at vi vil møde nogen modstand under hus- og områdeundersøgelsen”, hedder det i den 18 sider lange rapport. “Det er oplyst, at bondegårdene er beboet af familier, hvilket kan bringe antallet af tilbageholdte i komplekset helt op på 50, inklusive mange kvinder og børn."