- Jeg håber og forventer, at Roj TV bliver frikendt i morgen.
Sådan lyder det fra advokat Bjørn Elmquist dagen før Østre Landsret afsiger sin dom over den kurdiske tv-station Roj TV, der er anklaget for at være talerør for den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der står opført på EU's og USA's terrorlister.
Det er en principiel sag. Og det er trods alt ikke hver dag, at staten forsøger at terrordømme en tv-kanal med et seergrundlag på 25-30 millioner mennesker.
Bjørn Elmquist, forsvarsadvokat for Roj TV
Efter 36 retsmøder er landsrettens tre dommere og fire domsmænd nu gået i tænkeboks.
Bjørn Elmquist mener, at dommerne i Østre Landsret har et mere oplyst grundlag at træffe deres beslutning ud fra, end det var tilfældet i Københavns Byret, som i januar sidste år kendte Roj TV skyldig i at være talerør for PKK.
Flere vidner og tv-klip
Modsat sagsforløbet i Københavns Byret har forsvarsadvokaten nemlig i landsretten fået lov til at vise klip fra Roj TV's nyhedsudsendelser:
- Det betyder, at vi i landsretten har fået mulighed for at vise bredden i Roj TV's nyhedsprogrammer og programflade som helhed. Det er vigtigt, når vi skal føre bevis for, at Roj TV ikke er talerør for en terrororganisation, forklarer Bjørn Elmquist til Arbejderen.
I alt har han fået lov til at vise 3,5 timers tv fra Roj TV's nyheds,- sundheds,-og debatprogrammer for dommerne.
- I Højesteret måtte anklageren vise hele nyhedsudsendelser og ikke bare nogle få minutters klip. Det betød, at vi i Højesteret ikke bare fik vist nogle få minutters klip med PKK-synspunkter, men vi fik også vist de efterfølgende klip - blandt andet af studieværter, der opfordrede til kæmpe med fredelige midler mod det tyrkiske styre.
Forsvarets muligheder for at vise tv-klip er ikke den eneste forandring, der har været siden sagen var i byretten.
Da sagen mod Roj TV kørte i byretten, afviste retten 11 ud af de 13 vidner, som Roj TV's forsvarer gerne ville have ført. Men i ankesagen i Østre Landsret har Elmquist fået lov til at føre fem af de tidligere afviste vidner - heriblandt flere eksperter i menneskeret og ytringsfrihed.
Til Højesteret
Hvis Roj TV bliver kendt skyldig, bør de nøje overveje at søge Procesbevillingsnævnet om lov til at kære kendelsen til Højesteret, mener advokaten:
- Der er mange gode argumenter, for at få prøvet sagen i Højesteret. Det er en principiel sag. Og det er trods alt ikke hver dag, at staten forsøger at terrordømme en tv-kanal med et seergrundlag på 25-30 millioner mennesker. Og hvis de ikke får sagen for Højesteret, er vejen banet til Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Her vægter man hensynet til ytringsfriheden højt og har afsagt en lang række kendelser over Tyrkiet i netop sager om ytringsfrihed.
Østre Landsret afsiger sin kendelse i morgen i retssal et klokken 12.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278