På mandag fylder Kurt Wilken 90 år. Det bliver fejret med en stor fest for familie og venner. Kurt elsker fester med masser af sang og musik.
Han holder sig helt sikkert heller ikke tilbage på mandag. Deltagerne vil få adskillige numre på guitaren.
Kurt Wilken har spillet til et hav af støttefester, politiske arrangementer, faglige møder, private fester, værtshushygge og meget andet gennem mere end 70 år. Han var kun 19 år, da han fik sin første guitar. Fra helt lille har Kurt været glad for sang og musik. Hans far spillede klaver og videreførte sin glæde over musikken til sønnen.
De var ikke mindst de røde sange, Kurt lærte af sin far, som først var rebelsk socialdemokrat og siden blev kommunist. Kurt selv kom med i Danmarks Kommunistiske Ungdom som 15-årig, gik ind i DKP som 18-årig, og har været medlem der lige siden.
Det politiske engagement har altid fyldt meget i Kurt Wilkens liv. Lige fra de helt unge år, hvor han var aktiv i modstanden mod nazisterne under besættelsen, til de mange efterfølgende år som aktiv kommunist.
Arbejdet med at sprede DKP's dagblad Land og Folk havde høj prioritet hos Kurt Wilken. Det var et stort tab for ham, da avisen gik ind i 1990. Siden blev han glad for Arbejderen, som han nu har abonneret på i mere end 20 år.
Kurt Wilken bor stadig i villaen på Ingolfs Allé på Amager, hvor han havde mange gode år sammen med sin kone Gerda. Sammen har de to børn og to børnebørn. Det var et stort tab for dem alle, da Gerda døde for otte år siden.
At kærligheden ikke behøver at være et afsluttet kapitel, selv man er op i 80'erne, beviste Kurt, da han blev kæreste med Ida. Sammen deler de glæden ved musik.
Det, som kendetegner Kurt Wilken allermest, er hans store livsglæde og engagement. At hans indsats er værdsat, viser flere hædersbevisninger. Blandt andet modtog han i 2010 Gelsted-Kirk-Scherfig-Fondens særlige hæderspris og han er æresmedlem i brandmændenes musikforening. Kurt arbejdede som brandmand i næsten 40 år.
Selvom han har været nødt til at sætte tempoet ned de senere år, cykler Kurt Wilken stadig byen rundt, morgenbader i Øresund året rundt og spiller til forskellige arrangementer.
Selv regner Kurt med at blive 100 år og drømmer om en tur til Grønland.
Et stort tillykke med den runde dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278