Har Falck afgivet en reelt pris på ambulancekørslen, eller har Falck dumpet prisen for at være sikker på at få opgaven?
De spørgsmål stiller Reiner Burgwald, der er formand for Teknik- og Servicesektoren i FOA, sig selv, efter at politikerne i Region Sjælland besluttede, at Falck skal overtage ambulancekørslen i Roskilde og Lejre fra 1. februar 2014 og foreløbig to år frem.
- Det er meget svært ikke at mistænke Falck for at have dumpet prisen, siger Reiner Burgwald til Arbejderen.
Det kommunale brandvæsen kan ikke komme og opkræve en ekstra skatteregning hos borgerne, fordi budgettet bliver overskredet.
Reiner Burgwald, formand for FOA's Teknik- og Servicesektor
Falck vandt licitationen med en pris på 22 millioner kroner. Tilbuddet fra nærmeste konkurrent, Roskilde Brandvæsen, lød på 28 millioner kroner. og er under den pris, som Region Sjælland i dag betaler det kommunale brandvæsen for opgaven.
- Falcks bud er altså mere end 20 procent under den aktuelle pris. Det synes jeg, er et absurd lavt tilbud, og det får mig til at tvivle på, at prisen er fastsat ud fra de reelle omkostninger, siger Reiner Burgwald.
Kender området
Kommunikationsdirektør ved Falck, Louis Honoré, erkender, at det er en skarp pris Falck har budt ind med, men han forsikrer over for Arbejderen, at koncernen har afgvet sit tilbud ud fra de reelle udgifter og ud fra erfaringer fra ambulancedrift i blandt andet resten af regionen.
Louis Honoré ser ikke noget mærkeligt ved, at Falck kan lande på en pris mere end 20 procent lavere end ambulancekørslen koster i dag.
- Det skyldes primært, at vi vil drive ambulancetjenesten i de to kommuner i samdrift med vores nuværende områder i Region Sjælland, således at vi ikke ansætter ekstra ledere og samtidig benytter de allerede eksisterende kvalitets,- uddannelses- og planlægningssystemer, forklarer kommunikationsdirektøren.
Han tilføjer, at Falck som stor ambulanceleverandør desuden har gode indkøbsaftaler, når det gælder køb af udstyr, ambulancer og IT.
- Og vi har mange års også international erfaring i effektiv drift af ambulancetjeneste, lyder det fra Louis Honoré.
Reiner Burgwald mener ikke desto mindre, at der er tale om unfair konkurrence, fordi en privat virksomhed i modsætning til en offentlig, kan trykke prisen.
- Roskilde Brandvæsen har i den konkrete sag været nødt til at byde det, det koster at drive en forsvarlig forretning. Brandvæsenet kan ikke komme og opkræve en ekstra skatteregning hos borgerne, fordi budgettet bliver overskredet, siger Reiner Burgwald.
Vi tager det billigste
Regionspolitikerne havde på forhånd bundet sig op på, at opgaven skulle gå til den virksomhed, der gav det billigste tilbud.
Tre kriterier havde indflydelse på valg af leverandør. Det vigtigste er prisen, der vægter med 45 procent. Kriteriet om kvalitet fylder 30 procent og de sidste 25 procent går på leveringssikkerhed, står der sort på hvidt i udbudsmaterialet.
Den store prisforskel bestyrker Reiner Burgwald i mistanken om, at Falck har dumpet prisen for at være helt sikker på at vinde licitationen, og sektorformanden tror, at den internationale koncern bevidst kalkulerer med muligheden for at hente et eventuelt tab på ambulancekørslen i de to sjællandske kommuner ind andre steder i koncernen.
Louis Honoré afviser imidlertid, at Falck sætter penge til i de to år, kontrakten gælder.
Den socialdemokratike borgmester i Roskilde Joy Mortensen er skeptisk over for, om Falck kan levere samme vare, som Roskilde brandvæsen har gjort, udtaler hun til Sjællandske Medier.
Hun advarer både Falck og regionspolitikerne, inklusiv hendes egne partifæller, om, at hun vil holde øje med, at kvaliteten er, som den skal være, når Falck tager over til februar.
- Vi skal overholde de responstider, som Region Sjælland har stillet byderne på opgaven, og det vil vi gøre, siger Louis Honoré.
Reddere uden job
I den lokale FOA-afdeling i Roskilde ærgrer formand Bo Viktor Jensen sig over, at 46 ambulancereddere risikerer at miste deres arbejde, fordi regionspolitikerne har valgt ikke at bruge loven om virksomhedsoverdragelse i udbuddet.
- Der har nemlig intet været til hinder for, at regionspolitikerne kunne have lagt det ind i udbuddet af ambulancekørslen i Roskilde og Lejre kommuner. Det ville have betydet, at den virksomhed eller det firma, som har overtaget ambulancekørslen, også skulle overtage medarbejdere og materiel. Det er den form for udbud, der har været andre steder, og som gør, at medarbejderne i hvert fald er sikret i en overdragelsesperiode, siger Bo Viktor Jensen.
Politikerne i Region Sjælland er dog ikke de eneste, der har set stort på den utryghed, som en licitation skaber blandt de ansatte.
I Guldborgsund blev dagrenovationen sendt i udbud, uden at virksomhedsoverdragelsesloven blev skrevet ind som et krav til budgiveren. Det betød, at alle skraldemændene blev fyret. Deres stilinger blev slået op som ledige, og de kunne søge om at blive genansat, nu blot til en løn flere tusinde kroner under den løn, de havde haft ved den tidligere vognmand.
Dygtige folk
På spørgsmålet om, hvorvidt Falck vil tage de ansatte ved Roskilde Brandvæsen med over, selvom Region Sjælland ikke har krævet det, svarer Louis Honoré:
- Vi kender Roskilde Brandvæsens reddere som fagligt dygtige folk med hjertet det rette sted. Så hvis de ønsker at arbejde for Falck, skal vi – med udgangspunkt i vores kvalifikationsbehov - nok finde en god løsning for dem.
Louis Honoré lover samtidig, at den anciennitet, som redderne har med sig fra det kommunale brandvæsen, flytter med over i det eventuelt nye job.
Når kontrakten med Falck udløber med udgangen af januar 2016 skal opgaven med ambulancekørsel i hele Region Sjælland i nyt samlet udbud.
Arbejderen har forsøgt at få svar fra flere af regionspolitikerne om, hvorfor de ikke har forlangt, at et nyt firma skal overtage personalet.
Det var stadig ikke lykkedes ved deadline.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278