Folkebevægelsen mod EU valgte på sit landsmøde i weekenden et hold på tyve kandidater, skal sikre den tværpolitiske EU-modstand på Folkebevægelsens liste N ved valget til EU-parlamentet 25. maj næste år.
Nu er der sat navn på kandidaterne. Nu gælder det om at komme i gang.
Rina Ronja Kari, spidskandidat
- Vi har vedtaget et godt valggrundlag, der peger fremad og sætter fokus på nogle gode politiske hovedprioriteringer for Folkebevægelsen de næste fem år, fortæller Folkebevægelsens 28-årige nyvalgte spidskandidat ved EU-parlamentsvalget, Rina Ronja Kari til Arbejderen.
Til kamp mod økonomi-komissær
En af de vigtigste hovedprioriteter bliver at sikre at EU ikke tiltager sig mere magt.
- EU har allerede vedtaget en europluspagt og en finanspagt uden at sprøge befolkningen. Nu lægger den tyske regering og EU-kommissionen op til nye, grundlæggende ændringer i EU's måde at fungere på. Blandt ideerne er at udnævne en økonomi-kommissær, der skal underskrive medlemslandenes finanslove, før de kan træde i kraft. Kommissæren skal også have ret til ikke at underskrive en finanslov, og så må medlemslandet lave sin finanslov om, forklarer RIna Ronja Kari.
Hun understreger, at det er vigtgt, at Folkebevægelsen får afsløret planerne om nye magtbeføjelser til EU.
- Vi skal lægge maksimalt pres på den danske regering for at udskrevet en folkeafstemning - som vi selvfølgelige skal forsøge at sikre et nej til.
EU-modstanderne holdt deres landsmøde hos 3F Aalborg. Det er ikke tilfældigt, mener den nyvalgte spidskandidat.
I sit valggrundlag lover Folkebevægelsen, at man vil kæmpe imod EU's sociale dumping og kræve et opgør med EU-regler, der gør det svært at skride ind over for de virksomheder, der bruger underbetalt arbejdskraft til at udkonkurrere virksomheder, der følger danske overenskomster og regler.
- Netop fagbevægelsen og det faglige arbejde udgør en hjørnesten i Folkebevægelsens arbejde. Vi vil støtte fagbevægelsens kamp for lige vilkår for alle, som arbejder i Danmark, og vi støtter, at de danske myndigheder griber hårdt ind over for social dumping – uanset om EU synes om det eller ej, uddyber Rina Ronja Kari.
Bred vifte af kandidater
29 stillede op til de tyve pladser som kandidat på Liste N.
- Vi har en god blanding af unge, ældre, mænd, kvinder, københavnere og nordjyder, akademikere og faglige. De tre spidskandidater siger det hele: Her finder du en ung og kvinde, en radikal og en fagligt aktiv.
De tre spidskandidater blev - udover Rina Ronja Kari - Lave Knud Broch, kampagnekoordinator for Folkebevægelsen mod EU og Ole Nors, havnearbejder og næstformand for transportgruppen i 3F.
- Nu er der sat navn på kandidaterne. Nu gælder det om at komme i gang. Vi skal klædes politisk på, og så skal vi rundt til en masse debatmøder rundt om i landet, så vi i fællesskab med komitéerne kan få et godt valg. Nu skal jeg ud i en hård valgkamp. Derfor er jeg meget glad for at jeg fik en klar opbakning fra Folkebevægelsens bagland på landsmødet, fortæller Rina Ronja Kari.
- Der var en god stemning og optimistisk stemning på landsmødet. Komitéerne er klar til at komme igang med dobbelt op på valgkamp - for mange stemmer til liste N og for et nej til afstemningen om EU's patentdomstol, som statsministeren har stillet i udsigt samme dag som EU-parlamentsvalget.
I Nordjylland er de lokale EU-modstandere allerede igang. De overrakte 25.000 kroner fra deres lokale genbrugsbutik "Lopper mod EU" til Folkebevælgesen.
Til foråret samles komitéerne igen for at sætte ekstra skub i valgkampen for liste N.
Træsko til IT-forening
Traditionen tro overrakte Folkebevægelsen mod EU en træskopris til en organisation eller en person, der har stået fast mod EU i året der gik. I år gik prisen til IT-Politisk Forening for sit arbejde mod EU's patentdomstol. Foreningen modtog prisen for sit store arbejde med at afklare og oplyse om konsekvenserne ved dansk deltagelse i EU’s patentdomstol.
- IT-Politisk Forening frygter at en dansk deltagelse i enhedspatentet og den europæiske patentdomstol vil medføre en kraftigt forøget risiko for at softwarepatenter kan håndhæves i Danmark, lød det fra Flemming Bjerke, der modtog prisen på vegne af IT-Politisk Forening.
- Vi er modstandere af softwarepatenter fordi de blokerer for udvikling af fri software og fordi de begrænser konkurrencen. Da det er umuligt at overskue hvilke patenter der er udstedt, kan det være forbundet med betydelig økonomisk risiko at udvikle software, hvis man er så uheldig at de bagvedliggende ideer og metoder er patenteret. Softwarepatenter er den rene gift for specielt små og mellemstore softwarevirksomheder.
På sit landsmøde vedtog Folkebevægelsen en udtalelse imod EUs patentdomstol, der advarer om at "… det er uklogt at afgive suverænitet til en domstol hvis domme reelt ikke kan ankes. Vi ønsker ikke at støtte en domstol, der fremmer patenter, og som kan hindre vidensdeling, innovation og udvikling. Når vi siger nej tak til EUs patentdomstol, siger vi ja tak til at passe på retssikkerheden og demokratiet".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278