Endnu engang er politikere og faglige ledere i fuld gang med at placere aben efter et uskønt brud mellem regeringen og Enhedslisten. Parterne gør, hvad de kan, for at tørre skylden for en blå finanslov af på hinanden.

Det har udløst en offensiv mod Enhedslisten fra toppen af fagbevægelsen og regeringspartierne. Kritikken er temmelig enslydende: Støttepartiet kender ikke sin besøgelsestid og har ikke bidt til bolle, da muligheden forelå.

Det er absurd at lægge skylden for, at finansloven ikke blev rød ensidigt på Enhedslisten.

Til gengæld har fagtoppen måtte tage mange bidder af den samme klæbrige masse de seneste to år. Det er ikke lagkage, arbejderklassen er blevet spist af med. Kontanhjælpsreformen, som er en del af den nye finanslov, er bare det seneste eksempel.

Det er absurd at lægge skylden for, at finansloven ikke blev rød, ensidigt på Enhedslisten. Der skal to parter til at indgå et forlig, og det var regeringen, der valgte at opgive fagbevægelsens hovedkrav om højere fradrag på fagligt kontingent og svække kampen mod social dumping. Til gengæld valgte man at imødekomme krav om nye skattelettelser fra V og K.

Hvis man - som Bjarne Corydon hævder - bekymrer sig om det kommunale selvstyre, bør man overveje at løsne den økonomiske spændetrøje, som regeringen og EU har lagt kommunerne i. Det er lige præcis dén politik, der gør, at det kan være nødvendigt at tale om retskrav i ældreplejen. Og det er den politik, vi skal udstille og bekæmpe, hvis vi vil forsvare rettighederne til velfærd.

Finansloven indeholder både skidt og kanel. Men den viser først og fremmest, at de forenede EU-partier går langt for at holde Danmark på den kurs, de i fællesskab har styret efter i årevis.

Det er som bekendt ikke første gang, Thorning og co. vælger at gå sammen med højrefløjen. Hver gang har Enhedslisten fået skylden. Det endnu for tidligt at sige, hvordan det seneste sammenbrud vil påvirke kampen for et mere solidarisk Danmark.

Men forløbet viser også de begrænsninger, Enhedslisten, står med i et politisk spil, der udføres i Folketinget og medierne. Uden rodfæste i en stærk bevægelse uden for tingets mure, vil det parlamentariske spil ofte ende med et selvmål.