Rundt om i Danmark holder kommunerne øje med parkeringspladserne i sociale boligområder for at se, om en kæreste eller en eksmand overnatter eller spiser hos en enlig mor med barn.
Kommunen banker på døren og beder om at komme indenfor, så de kan tjekke antallet af tandbørster på badeværelset og dyner i soveværelset.
Kontrol med sociale ydelser bør være baseret på objektive og saglige kriterier, så det er klart, hvem der kan udtages til kontrol og hvornår.
Rikke Frank Jørgensen, Institut for Menneskerettigheder
En enlig sygemeldt mor bliver indkaldt til møde på kommunen uden advokat, fordi hun har en kæreste, kan kommunens sagsbehandler se på Facebook.
Uigennemskuelig retstilstand
I sin årsrapport kræver Institut for Menneskerettigheder retssikkerheden skærpet.
- Der er brug for at skærpe retssikkerheden for borgere, der bliver udsat for kontrol med sociale ydelser. Myndighedernes muligheder for at overvåge bliver større og større - eksempelvis via sociale medier som Facebook. Retstilstanden er for uigennemskuelig, siger seniorrådgiver hos Institut for Menneskerettigheder Rikke Frank Jørgensen til Arbejderen.
Hun mener, at overvågning af borgere som udgangspunkt er en politiopgave, ikke en opgave for kommunen. Og at kontrol med sociale ydelser bør være baseret på objektive og saglige kriterier, så det er klart, hvem der kan udtages til kontrol og hvornår,
Det er skærpende omstændighed, at det kan have alvorlige konsekvenser for borgeren at være mistænkt for socialt bedrageri:
- Det er alvorlige sanktioner, som kommunerne kan sætte i værk: De kan stoppe udbetalinger af sociale ydelser eller kræve dem betalt tilbage. Det kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte borger, siger Rikke Frank Jørgensen.
Hun henviser blandt andet til en sag, som Ombudsmanden har behandlet, om en enlig mor fra Sorø, der fik frataget sine sociale ydelser på baggrund af en anonym henvendelse.
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen slår fast, at sager om tilbagebetaling af sociale ydelser ofte er "meget ingribende overfor de involverede borgere" og at myndighederne har "undladt at følge nogle vigtige regler og principper, der skal sikre en fair vurdering og beskytte kvindens retssikkerhed".
Blandt de mange uafklarede spørgsmål, kan være: Må min kæreste overnatte? Må han/hun spise hos mig flere gange om ugen? Må jeg låne hans/hendes bil? Det efterlader en uklar retstilstand, advarer Institut for Menneskerettigheder.
- Risikoen er et samfund med vilkårlig magtudøvelse, hvor den enkelte borger ikke ved, hvilke regler der gælder og hvordan de kan klage. Det er helt basalt i et retssamfund, at borgerne ved, hvornår de risikerer at blive udsat for indgreb fra myndighedernes side, og hvordan de kan gøre indsigelse. Det er bland andet dét, der adskiller retsstaten fra politistaten, uddyber Rikke Frank Jørgensen.
Kontrol i lufthavne
Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen indrømmer, at ikke alle kommuner har klare rammer for kontrollen:
- Der er stor fokus på at sikre klare rammer for kontrollen med socialt bedrageri. Kommunerne arbejder i tæt dialog med ministerierne om dette. Vi er godt på vej, men ikke i mål endnu i alle kommuner. Der kan være grund til at styrke nogle af de elementer, som Institut for Menneskerettigheder påpeger, men med øje for, at når man modtager sociale ydelser, må man også forvente en kontrol af berettigelsen, siger retsordføreren til Arbejderen.
Det er ikke kun kommunerne, der kontrollerer borgerne. Pensionsstyrelsen udfører kontrolaktioner i lufthavne og på banegårde for at kontrollere, at borgere, der modtager sociale ydelser, rent faktisk befinder sig i Danmark.
Pensionsstyrelsen kan blandt andet kræve borgerens personlige papirer udleveret i form af pas eller lignende og slå op i e-indkomstregistret og tjekke oplysninger om borgerens sociale forhold - uden at have en konkret mistanke.
- Der er ikke fastsat nogen regler for udvælgelse af personer til kontrol. Der er altså tale om en generel kontrol og kontrol af et stort antal uskyldige rejsende. Og det er uklart, hvordan den enkelte borger kan klage over Pensionsstyrelsens kontrol, siger Rikke Frank Jørgensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278