Carmi Gillon - tidligere israelske ambassadør i Danmark og tidligere chef for den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet -blev torsdag politianmeldt.
Han er blevet anmeldt for brud på FN's torturkonventionen, der forbyder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Der er en ansvarlig torturbøddel i Danmark. Han skal tilbageholdes og anklagerne imod ham undersøges, så han kan blive retsforfulgt.
Bent Sørensen, tidl. medlem af FN's Torturkomité
Bag anmeldelsen står Anti Tortur Støtte-fonden, der bliver drevet af ægteparret Inge Genefke og Bent Sørensen, der i en menneskealder har kæmpet imod tortur.
- Tortur er den værste forbrydelse, der findes. Derfor er det skrevet ind i den danske straffelov, at sager om tortur aldrig forældes. Der er en ansvarlig torturbøddel i Danmark. Derfor skal han tilbageholdes, anklagerne imod ham skal undersøges, så han kan blive retsforfulgt, siger Bent Sørensen til Arbejderen.
Han henviser blandt andet til FN's Torturkonvention, der pålægger Danmark at retsforfølge torturbødler. I konventionens første kapitel handler ikke mindre end fem ud af de første 16 artikler om at retsforfølge torturbødlerne.
Tortur skal retsforfølges og straffes
- Det er vigtigt, at anklager om tortur bliver undersøgt til bunds, og at de ansvarlige for torturen bliver retsforfulgt og straffet Det er en forudsætning for, at torturofrene kan komme videre med deres liv, at deres bødler ikke går frit omkring i gode, officielle stillinger og kører rundt i Mercedes. Og det er en forudsætning for at bekæmpe brugen af tortur over hele verden, at sikre retfærdighed, fortæller Bent Sørensen.
Han er professor og læge og har været medlem af FN's Torturkomité fra 1988 til 2000 og af Europarådets komité til forebyggelse af tortur fra dens oprettelse i 1989 til 1997.
I sit arbejde mod tortur har Bent Sørensen været med til at dokumentere flere tilfælde af brug af tortur i de israelske fængsel. Mens Gillon var chef for den israelske efterretningstjeneste, blev fanger blandt andet nægtet søvn, og torturbødler udsatte fangerne for rystelser:
- Det foregik ved at torturbødlerne tog fat i fangens skuldre og rystede dem frem og tilbage. Det kan være livsfarlig, hvis det foregår hårdt nok og længe nok. Blandt andet undersøgte vi på Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) en sag, hvor en fange døde af en hjerneblødning i et israelsk fængsel efter at være blevet udsat for den slags rystelser. Dengang var Gillon ansvarlig for efterretningstjenesten, forklarer Bent Sørensen til Arbejderen.
I Danmark for at promovere film
Gillon er i denne weekend i Danmark i forbindelse med Jødisk Filmfestival i København. Her skal han tale om dokumentarfilmen "The Gatekeepers". I filmen står seks tidligere ledere af Shin Bet for første gang nogensinde samlet frem og fortæller om deres arbejde.
Filmen bliver vist på søndag klokken 16.30. Efter filmen kan du møde Gillon i biografen Cinemateket, Gothersgade 55 i København.
På sin hjemmeside skriver Filminstituttet blandt andet: "Mange vil genkende navnet. Carmi Gillon var for år tilbage Israels ambassadør i Danmark og var højt agtet af mange. Gillon har holdt forbindelsen til Danmark ved lige og derfor sagt ja til at møde publikum efter den prisbelønnede film The Gatekeepers om den israelske efterretningstjeneste Shin Bet".
I et interview i Jyllands-Posten tilbage i juli 2001 slog Gillon fast, at han mener, at det kan blive nødvendigt at genindføre grove forhørsteknikker, som blev gjort ulovlige i 1999 i Israel. Gillon indrømmer i interviewet, at han som chef for sikkerhedstjenesten i 100 tilfælde har givet grønt lys til brug af "moderat fysisk pres" overfor mistænkte.
FN slog allerede i 1997 fast, at Israels brug af "moderat fysisk pres" er at betragte som tortur og derfor ulovligt. Israel underskrev i 1999 FN's Torturkonvention.
Blev også politianmeldt i 2001
Israel udnævnte i 2001 Carmi Gillon til ambassadør i Danmark. Allerede dengang blev han politianmeldt af en gruppe tidligere torturofre.
Kort efter afleverede Amnesty en rapport til justitsministeren, der dokumenterede, at Carmi Gillon personligt godkendte brug af tortur mod fanger. Samtidig opfordrede Amnesty den danske regering til at indlede en undersøgelse mod Carmi Gillon for at fastslå, hvad han kan anklages for i medfør af FN's Torturkonvention, når han ikke længere er beskyttet af sin diplomatiske immunitet.
VK-regeringen afviste dengang at fængsle eller undersøge anklagerne mod Gillon, fordi han som ambassadør i Danmark havde diplomatisk immunitet. Og 11. september afleverede Gillon sine akkreditiver. Siden forstummede debatten i Danmark, men brugen af barske afhøringsmetoder fortsætter ifølge israelske menneskeretsorganisationer.
Gillon rejste tilbage til Israel i 2003.
Nordsjællands Politi, som modtog politianmeldelsen i torsdags, har videregivet den til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og international Kriminalitet
Politiet ønsker ikke at oplyse, hvordan man konkret arbejder med efterforskningen, eller om man agter at foretage en tilbageholdelse inden mandag for at sikre sig, at Gillon ikke forlader landet, før efterforskningen er afsluttet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278