23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Læger: Hold fingrene fra arbejdsløses medicin

Farmaceuter vil hjælpe arbejdsløse med at få styr på medicinforbruget

Læger: Hold fingrene fra arbejdsløses medicin

Farmaceuter har ikke kompetencerne til at ændre på arbejdsløses behandlingsmedicin, mener lægeformand.

Formanden for de praktiserende læger (PLO), Bruno Melgaard Jensen, synes det er en rigtig dårlig idé, hvis apotekerne skal blande sig i, hvilken medicin arbejdsløse skal tage.
FOTO: Liselotte Sabroe / Scanpix
1 af 1

Danmarks Apotekerforening mener, at det vil være en god idé, at farmaceuter hjælper arbejdsløse med at få styr på deres medicinforbrug, så de bedre kan passe et arbejde eller et aktiveringsforløb.

Men det synes formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Bruno Melgaard Jensen, ikke.

Farmaceuter har selvfølgelig en viden om, hvordan medicin virker. Men det er en teoretisk viden.
Bruno Melgaard Jensen, PLO

- Det er en rigtig dårlig idé. Man har et samarbejde mellem jobcentrene og de praktiserende læger om den medicin, der bliver givet til de borgere, der er registreret via jobcentrene, og hvad de fejler.

- Og det er den vej, man skal kigge på medicinforbruget. Det er ikke apotekernes opgave, siger Bruno Melgaard Jensen til Ritzau.

Formanden for Danmarks Apotekerforening, Niels Kristensen, foreslår mandag i Politiken et formaliseret samarbejde mellem kommuner og apoteker, hvor arbejdsløse - enten på jobcentret eller det lokale apotek - får hjælp til at komme af med deres medicin.

Og forslaget møder tilsyneladende opbakning fra fire ud af fem jobcenterchefer, der har svaret tilbage på en rundspørge udarbejdet af Apotekerforeningen.

Niels Kristensen understreger samtidig, at hvis apotekerne skal gennemgå arbejdsløses medicinforbrug, skal de praktiserende læger tages med på råd. Men apotekerne skal slet ikke blande sig, siger lægernes formand.

Han mener nemlig ikke, at de ansatte på apotekerne - som hovedsageligt er farmakonomer og farmaceuter - har kompetencerne til at ændre på folks medicinbehandlinger.

- Farmaceuter har selvfølgelig en viden om, hvordan medicin virker. Men det er en teoretisk viden - ikke en behandlingsviden.

- Vi læger har til gengæld viden om sygdommen, hvordan man stiller diagnosen og giver behandlingen i samarbejde med patienten. Og det er altså noget helt andet, siger Bruno Melgaard Jensen, formand for de praktiserende læger.

/ritzau/ /Newspaq/

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jan. 2014 - 09:41   14. jan. 2014 - 10:24

Arbejdsløshed

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq