25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ukraines fascister besøgte "kampfæller" i Danmark

Svoboda gæster Danskernes Parti

Ukraines fascister besøgte "kampfæller" i Danmark

Dokumentation fra Research-kollektivet Redox afslører bånd mellem Danskernes Parti og de fascister, der spiller en nøglerolle disse dage i Ukraine.

Research-kollektivet Redox har her fotograferet Andriy Illenko fra ukrainske Svoboda (yderst til venstre) sammen med formanden for Danskernes Parti, Daniel Carlsen (med slips). Billedet er taget i august 2013.
FOTO: Redox
1 af 1

Parlamentsmedlem Andiye Illenko fra det fascistiske parti Svoboda i Ukraine var til landsmøde i Danskernes Parti i august sidste år.

Andriy Illenko fortalte om, hvor hurtigt succes kan komme, hvilket Svoboda oplevede ved parlamentsvalget sidste år.

Det fascistiske og anti-semitiske parti Svoboda i Ukraine er allieret med Frankrigs højreorienterede Front Nationale og med den italienske ny-fascistiske gruppe Fiamma Tricolore.

Kampfæller

Men Svoboda har også nære forbindelser til Danmark og det stærkt højreradikale parti Danskernes Parti, der stillede op ved byråds- og regionsvalg sidste år.

Da Danskernes Parti sidste år i august holdt landsmøde og forberedte sig på det forestående kommunalvalg, deltog gæster fra blandt andet det tyske NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) og Svenskarnas Parti – begge nazistiske partier – samt parlamentsmedlem Andriy Illenko fra partiet Svoboda i Ukraine.

Planen var, ifølge Danskernes Partis hjemmeside, at "en række udenlandske kampfæller" skulle bidrage med deres valgerfaringer, og her er Svoboda særligt interessant. Partiet gik ved parlamentsvalget i 2012 fra 0,3 til 10,44 procent af stemmerne.

Danskernes Parti har den tidligere nazileder fra Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), Daniel Carlsen, i spidsen.

Fascisten Andriy Illenko

På Danskernes Partis hjemmeside kunne man umiddelbart efter landsmødet den 10. august 2013 læse om Illenkos bidrag til mødet:

Dagens sidste udenlandske taler var Andriy Illenko, der er parlamentsmedlem for partiet Svoboda i Ukraine. 26-årige Andriy blev sidste år valgt ind i parlamentet, som den yngste nogensinde i Ukraines historie. Andriy Illenko talte om forskellene på øst- og vesteuropæiske landes problemer, men understregede samtidig, at vi har fælles udfordringer, som vi må løse i sammen. Videre fortalte det unge parlamentsmedlem, hvor hurtigt succesen kan komme, hvilket Svoboda som sagt oplevede ved parlamentsvalget sidste år.

Research-kollektivet Redox, der afdækker fascistisk aktivitet i Danmark og udlandet, dokumenterede yderligere Andriy Illenkos tilstedeværelse på landsmødet ved at fotografere ham i en rygepause.

Nøglerolle i uroliger

Udover at have 37 pladser i det ukrainske parlament, har Svoboda også spillet en særdeles aktiv rolle i den opstand, der i de sidste måneder præget landet. Her har højreekstreme grupperinger blandet sig livligt med de øvrige demonstranter, blandt andet i det der er blevet kendt som "Højre Sektor".

Svoboda betyder "frihed", men partiet er kendt for at være ekstremt anti-semitisk og har under urolighederne blandt andet stået bag overmalingen af husfacader med slagord som "Her bor en jøde."

>> LÆS MERE: Politisk krise forvandlet til væbnet opgør

Da protesterne på Maidan-pladsen i Kiev var på sig højeste, gik parlametnsmedlem Svjatoslav Khomenko fra Svoboda så vidt som til at forsikre Berlingskes korrespondent i Ukraine, at der ville blive flere blodsudgydelser.

Partiet er i overgangsregeringen, der skal lede Ukraine frem til valget 25. maj, blevet belønnet for sin rolle med fire ministerposter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. mar. 2014 - 14:33   03. mar. 2014 - 17:02

Fascisme

se@arbejderen.dk
Svoboda
  • Svoboda (Frihed) er et fascistisk parti i Ukraine og blev landets fjerdestørste parti - med 10,44 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2012.
  • Stiftet som Ukraines Social-Nationale Parti (USNP) i 1991, men tog navneforandring til Svoboda i 2004.
  • I 1999 stiftede partiet en paramilitær, væbnet organisation ved navn Ukraines Patrioter, der "gik selv" i 2007.
  • Svobodas program er stærkt antikommunistisk og nationalistisk.
  • Svoboda er en del af alliancen af ekstreme europæiske højrepartier (AENM) med blandt andre ungarske Jobbik, franske Front Nationale samt Sverigesdemokraterne.
  • I maj 2013 stemplede Den Jødiske Verdenskongres Svoboda som "antisemitisk" og "nynazistisk".
Danskernes Parti
  • Danskernes Parti blev stiftet i 2011 af en gruppe tidligere medlemmer af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB) - heriblandt Daniel Carlsen, der er formand for Danskernes Parti.
  • Partiet forsøger at skabe det, de selv kalder et moderne nationalistisk parti efter forbillede fra Tyskland og Sverige, hvor de lægger den traditionelle, nationalsocialistiske retorik og symboler på hylden til fordel for politik på områder som tilbagetrækning af de danske tropper og velgørenhed for etniske danskere.
  • Danskernes Parti forsøger at profilere sig med happenings som julehælp og tøjindsamling til etniske danskere.
  • Danskernes Parti stillede op til kommunalvalget 2013 i fire regioner (nordjylland, midtjylland, syddanmark og hovedstaden) og fem byråd (Hjørring, Fredericia, København, Aarhus og Sønderborg).