11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagligt aktive er kritiske overfor EU

EU-valgkamp i fuld gang

Fagligt aktive er kritiske overfor EU

Fagbevægelsen er mere åben end nogensinde for at debattere EU's konsekvenser for arbejdsmarkedet og de sociale rettigheder, vurderer Ole Nors Nielsen, som stiller op til EU-parlamentsvalget for Folkebevægelsen mod EU.

Ole Nors Nielsen er næstformand i 3F Aalborgs Transportgruppe og medlem af 3F's hovedbestyrelse. Og så er han en af de tre spidskandidater på Folkebevægelsen mod EU's Liste N ved valget til EU-parlamentet den 25. maj.
FOTO: Mark Knudsen / Folkebevægelsen mod EU
1 af 1

De næste to måneder kommer Ole Nors Nielsen til at ligge vandret i luften.

Han er næstformand i 3F Aalborgs Transportgruppe og medlem af 3F's hovedbestyrelse. Og så er han en af de tre spidskandidater på Folkebevægelsen mod EU's Liste N ved valget til EU-parlamentet den 25. maj.

Jeg oplever, at der er respekt om Folkebevægelsen, fordi vi har styr på, hvordan EU konkret påvirker den danske velfærd og fagbevægelse.

Kalenderen er allerede så småt ved at være fyldt ud. Ole Nors skal tale ved fire forskellige arrangementer 1. maj. Og den 3. maj foregår det foran Christiansborg, hvor godschaufførerne laver en happening.

Arbejderen fanger ham over mobilen i et IC3-tog på vej til Odense, hvor han skal give en peptalk i anledning af, at kampagnen bliver startet op i det fynske.

- Jeg har allerede nu aftaler med 15 3F-afdelinger, der har arrangeret debatmøder med faglige kandidater. Min oplevelse er, at arbejdere og fagforeningsfolk er blevet meget mere bevidste om, at EU spiller en større og større rolle på arbejdsmarkedet, i socialpolitikken og når det gælder fagforeningernes mulighed for at kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår, forklarer Ole Nors Nielsen til Arbejderen.

- Den grundlæggende skepsis mod EU, som findes i halvdelen af den danske befolkning, skal vi have omsat i et godt valg til Liste N. Hvis det skal lykkes, skal vi vise forskellen på Folkebevægelsen og på Dansk Folkeparti. Min valgkamp er især rettet mod fagligt aktive og folk på arbejdspladserne. Og jeg vil da slå på, at jeg aldrig har set Dansk Folkeparti forsvare den danske model mod EU.

Har fået øjnene op for EU

Ole Nors Nielsen vurderer, at der er sket et "kæmpe fremskridt" i de danske arbejderes og i fagligt aktives bevidsthed om EU, siden han sidst stillede op for Liste N for fem år siden. Det mest synlige tegn på at fagbevægelsen for alvor har fået øjnene op for EU, var da 3F's kongres i september sidste år - for første gang nogensinde i 3F's historie - nedsatte et EU-udvalg.

- Det er udtryk for, at der er et stigende pres fra medlemmerne for, at fagbevægelsen skal tage EU alvorligt. Og 3F's daglige ledelse har netop besluttet at sende en bus med 50 mand til Bruxelles den 4. april for at demonstrere mod EU's sociale dumping og mod angrebene på vores sociale og faglige rettigheder, fortæller Ole Nors Nielsen.

- Vi skal vise, hvorfor EU ikke kan bruges til at skabe flere arbejdspladser. Det kan vi gøre ved at pege på det kriseramte Grækenland. I stedet for at investere sig ud af krisen og skabe arbejdspladser, har Grækenland været tvunget til at låne penge af EU og har måttet gennemføre EU-dikterede nedskæringer, som har skabt endnu større arbejdsløshed. Det er den slags eksempler vi skal ud med.

Ex-socialdemokrater bakker op

Ole Nors Nielsen har siddet i 3F's hovedbestyrelse siden 2007. Spidskandidaten har arbejdet som havnearbejder i 20 år og været fagligt aktiv i 17 år, så han har et stort fagligt netværk. 

Nu vil han give den gas i to måneder og give sit bidrag til, at Liste N kan få så mange stemmer som muligt. Og han kommer ikke til at føre valgkamp alene:

- Jeg får især god støtte fra Den Sociale Fællesliste - en gruppe af socialdemokrater, der brød ud under kommunalvalget. Og så er andre fagligt aktive begyndt at ringe og spørge mig, om jeg snart har noget materiale, de kan dele ud. Endelig kan jeg også regne med Folkebevægelsens lokalkomiteer i Nordjylland, der er klar på at hjælpe med både ophænging af plakater og gadeuddeling.

Han mener, at det ikke længere er en selvfølge, at socialdemokraterne i fagbevægelsen per automatik stemmer socialdemokratisk ved EU-parlamentsvalget.

- Sammenhængen mellem EU og den danske velfærd begynder langsomt men sikkert at gå op for folk. Og samtidig går det op for flere, at Socialdemokraterne ikke er modstandere af EU, så der skal andre kræfter til, siger Ole Nors Nielsen.

- Nu kræver de menige medlemmer i fagbevægelsen fakta på bordet. Og det kan vi levere i Folkebevægelsen. Jeg oplever, at folk lytter på en helt anden måde end tidligere, og der er respekt om Folkebevægelsen, fordi vi har hold i billeterne og styr på, hvordan EU konkret påvirker den danske velfærd og fagbevægelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. mar. 2014 - 18:30   24. apr. 2014 - 15:05

EU-modstand

ml@arbejderen.dk