17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Styrtdyk i nye førtidspensioner

Regeringens plan lykkes

Styrtdyk i nye førtidspensioner

Det er blevet langt sværere for syge at få tilkendt en førtidspension.

Fra demonstration mod reformen af førtidspension og fleksjob, inden den blev vedtaget.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

I 2013 blev der tilkendt under halvt så mange nye førtidspensioner som i 2012. I mange kommuner er antallet af nye førtidspensionister faldet med over 70 procent, viser nye tal fra Ankestyrelsen.

Det markante fald er sket efter, at reformen af førtidspension og fleksjob trådte i kraft 1. januar 2013. 

Mens der i 2012 blev tildelt 14.450 nye førtidspensioner, var antallet sidste år helt nede på 5687.

Det var også et erklæret mål for SRSF-regeringen, at antallet af førtidspensionister ikke mindst blandt unge skulle skæres kraftigt ned.

 I mange kommuner er antallet af nye førtidspensionister faldet med over 70 procent.

I stedet for at få en pension skulle de unge gennem såkaldte ressourceforløb bringes tættere på arbejdsmarkedet. Målet var, at der i 2013 skulle igangsættes 14.600 ressourceforløb. Men faktum ved årsskiftet var, at der over hele landet i hele 2013 kun var oprettet 1500 ressourceforløb.

Det er ikke sådan, at de mennesker, som tidligere ville have fået en førtidspension, i stort tal er kommet ud i et fleksjob. I hvert fald er der ikke sket en stigning i antallet af nye fleksjob.

I 2013 var der ifølge tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen 13.073 personer, der startede i et nyt fleksjob. Det er lidt mindre end i 2012, hvor 13.661 startede i et nyt fleksjob.

Tallene dækker over, at der er sket et fald i almindelige fleksjob. En pæn del af dem er blevet fortængt af de såkaldte mini-fleksjob på under 10 timer om ugen. Dem er der kommet næsten 6000 af i 2013, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet. Det er langt flere end forventet. 

Arbejdsgiverne får en bonus på 25.000 kroner for at oprettet minifleksjob.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. mar. 2014 - 21:10   19. mar. 2014 - 21:14

Førtidspension

ur@arbejderen.dk
Reform af førtidspension
  • Reformen af førtidspension og fleksjob blev vedtaget i Folketinget 19. december 2012 af Socialdemokraterne, SF, Radikale, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Den trådte i kraft 1. janaur 2013. 

  • Reformen gør det langt sværere at få førtidspension. Ingen under 40 år skal som udgangspunkt have førtidspension. I stedet skal de ind i de såkaldte ressourceforløb, som skal bringe dem nærmere på arbejdsmarkedet. Forløbene kan vare op til fem år ad gangen, og den enkelte person kan få flere ressourceforløb.

  • Deltagerne i ressourceforløb har en indtægt på niveau med kontanthjælpen, som er væsentligt lavere end en førtidspension.

  • Reformen skal give en besparelse på 1,9 milliarder kroner årligt fra 2020.

  • Evaluering af reformen skal være afsluttet i starten af 2018.