18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ubrugte milliarder har kostet 14.500 job

Økonomisk mådehold

Ubrugte milliarder har kostet 14.500 job

Det koster på vækst og arbejdspladser, når kommunerne ikke investerer de penge, der er afsat på budgetterne, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Her er gartnere i sving i Botansik Have i Aarhus. En stor del af arbejdet med at holde haven fri for ukrudt er ellers overladt til frivillige, fordi kommunen har sparet.
FOTO: PN
1 af 1

Det er ødelæggende for det forsigtige opsving i dansk økonomi, og det koster arbejdspladser, når landets kommuner og andre offentlige myndigheder undlader at bruge de penge, der er sat af i deres budgetter.

Sådan lyder meldingen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der nu opfordrer regeringen til at aktivere de mange ubrugte milliarder i de offentlige budgetter, så den kommunale tilbageholdenhed ikke trækker vækst og beskæftigelse ud af dansk økonomi. Det skriver Politiken.

Det er faktisk så vigtigt, at man næsten burde overveje at inddrive de ubrugte midler.
Frederik I. Pedersen, AE

Appellen kommer som en reaktion på nye og foreløbige tal for 2013, der afdækker et offentligt "underforbrug" på ikke mindre end seks milliarder kroner i 2013, svarende til 14.500 arbejdspladser eller en nedgang i den økonomiske vækst på 0,35 procent.

- Op gennem nullerne var problemet det modsatte: At der blev brugt alt for mange penge i det offentlige. Budgetterne skred nærmest hver eneste gang.

- Derfor blev der indført et økonomisk sanktionssystem, der blandt andet straffer kommunerne hårdt økonomisk, hvis de overskrider budgettet, siger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Politiken.

Kommunalt underforbrug

- Nu er vi landet i den anden grøft, hvor kommunerne har indrettet sig med reserver og buffere, så de for alt i verden ikke risikerer at sprænge budgettet og dermed skulle betale en bøde til staten. Vi har brug for, at kommunerne bruger de penge, der er sat af i budgettet, tilføjer han.

Chefanalytikeren mener, at det er helt afgørende i en krisetid, at budgetterne bliver omsat i aktivitet.

- Det er faktisk så vigtigt, at man næsten burde overveje at inddrive de ubrugte midler. Vi kan sagtens forstå, at kommunerne er forsigtige, men vi har bare ikke råd til det i vækstmæssig forstand, siger Frederik I. Pedersen.

Derfor må regeringen ændre sanktionssystemet eller selv sørge for at inddrage de ubrugte budgetmidler og omsætte dem i andre vækstskabende initiativer, påpeger han.

I Kommunernes Landsforening medgiver kontorchef Morten Mandøe, at der i kommunerne er et underforbrug i forhold til de samlede budgetter, selv om investeringerne er steget.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. mar. 2014 - 15:29   24. mar. 2014 - 15:30

Beskæftigelse

Leveret af Newspaq