29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kig til venstre

Blogs

Ulla Jeppesen
Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden 2011-2018
Født 1953 og uddannet som typograf. Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden i perioden 2011 - 2018. Medlem af HK Danmarks hovedbestyrelse. Startede sin faglige karriere som tillidsrepræsentant for postarbejderne på Glostrup Posthus i 1973. Gik i 1978 i lære som typograf og blev formand for Typografernes Lærlingsafdeling. Bestyrelsesmedlem i først Dansk TypografForbund og siden Grafisk Forbund. Medlem af Enhedslisten.
Blogindlæg af Ulla Jeppesen
tir. 12. dec - 2017
man. 14. aug - 2017
tir. 21. mar - 2017
tir. 22. nov - 2016

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 30. april, 2014, 22:01:55

Kig til venstre

Nu har regeringen fremlagt en reform, som ikke alene handler om overgreb på samfundets svageste. Skal reformen komme dem til gavn, skal der forhandles med venstre side af folketingssalen.

1. maj 2013 lancerede HK en kampagne for forbedrede dagpengeregler, og på mindre end to måneder lykkedes det at indsamle mere end 85.000 underskrifter på krav om, at uddannelse skal forlænge dagpengeperioden, at jobrotation og løntilskudsjob skal tælle som arbejde i forhold til genoptjening af dagpengeretten, og at optjeningsperioden skal nedsættes til 26 uger.

Desværre tager udspillet ikke højde for alle de mennesker, som allerede er faldet ud af dagpengesystemet.

Kravene er som bekendt aldrig blevet opfyldt.

Her et år efter har regeringen fremlagt et udspil til beskæftigelsesreform, og for første gang i umindelige tider er der tale om en reform, som ikke alene handler om stramninger, nedskæringer, aktiveringscirkus eller andre former for overgreb på samfundets svageste grupper.

Central rolle til A-kasserne

Der lægges op til, at A-kasserne kommer til at spille en langt mere central rolle under de første seks måneders ledighed. Uden at forklejne Jobcentrene eller den indsats, som ydes der, er det den rigtige vej at gå, fordi LO-forbundenes A-kasser uden sammenligning er dem, der har det indgående branchekendskab og kender deres medlemmer bedst. Derfor er de også de bedste til at vurdere jobmulighederne inden for de forskellige brancher og til at rådgive den enkelte arbejdsløse herudfra.

Positivt er det også, at udspillet prioriterer uddannelse til de arbejdsløse. Ufaglærte, og faglærte med en forældet uddannelse, får mulighed for at blive opkvalificeret til faglærte. Mindre positivt er det dog, at en sådan uddannelse ikke er en rettighed for den enkelte arbejdsløse, og at uddannelsen skal ske til en ydelse på 80 procent af dagpengesatsen. Det sidste betyder, at mange vil være afskåret fra at påbegynde en uddannelse alene af økonomiske årsager.

På minussiden tæller også, at hverken faglærte, som ønsker at skifte spor, eller arbejdsløse med mellemlange videregående uddannelser får samme muligheder.

Endelig tager udspillet slet ikke højde for alle de mennesker, som allerede er faldet ud af dagpengesystemet. Hvad vil regeringen gøre for dem? Et ultimativt krav fra fagbevægelsen må være, at genoptjeningsperioden igen bliver 26 uger.

Hurtig indsat virker

Trods diverse minusser er udspillet overordnet et skridt i den rigtige retning. I HK ved vi, at en tidlig indsats hjælper. Alle HK-medlemmer, som er blevet opsagt, er det seneste år blevet tilbudt et særligt forløb, HK KvikStart, og det viser sig, at et flertal af de opsagte, som har taget imod tilbuddet, aldrig nogen sinde når at blive arbejdsløse.

Til gengæld er det værd at bemærke, at vi taler om et regeringsudspil, som nu skal forhandles med de øvrige partier. Venstre har allerede givet udtryk for, beskæftigelsesreformen skal udløse milliardbesparelser, og arbejdsgiverne, som ønsker maksimal mulighed for at kunne lave social dumping, har ikke uventet kritiseret udspillet for at reducere jobudbuddet.

Hvis resultatet skal blive en reform til gavn for de arbejdsløse, har regeringen kun én mulighed: Den må holde blikket stift rettet mod venstre side af folketingssalen. Og det må fagbevægelsen holde den fast på.