Danmark bør tilslutte sig den europæiske bankunion. Vi skal holde op med vores nationalromatiske forestillinger om "danske banker". Kapitalen er grænseløs og løsningen skal være transnational. Og vi bør gå med nu, så vi kan være med til at forme Bankunionen. 

I marts blev EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og EU-formandskabet, der pt. er Grækenland, enige om Den Fælles Afviklingsfond, der skal træde til, hvis store banker krakker. Fonden skal indeholde 410 milliarder, som EU's største banker selv skal indbetale – for dermed at holde hånden under sig selv som sektor. Det skal være slut med at tørre regningen af på de europæiske skatteyderne. 

Bedre end frygtet

Aftalen er bedre, end jeg havde frygtet. Blandt andet er det godt, at tidsperioden for at indsamle pengene er nedsat fra 10 til otte år, og at 40 procent af pengene allerede skal skydes ind det første år.

Men det afgørende for os har været, at vi afkobler forbindelsen mellem banksektoren og skatteyderne. Når banker kan være flere gange større end et lands BNP, så er vi nødt til at have internationale aftaler, hvor det er bankerne, der stiller med de midler, der skal til for at hjælpe eller afvikle nødlidende banker. 

Der er modstandere af Bankunionen fra flere sider.

DF's EU-ordfører har udtalt: "Vi er ikke interesserede i, at danskere skal betale for nødstedte græske banker. [...] Jeg ved godt, at det er bankerne selv, der betaler ind til fonden, men i sidste ende er det jo bankkunderne, der lægger pengene."

Vi har måske netop under krisen haft brug for, at der var en vis distance i forhold til nødlidende banker. 

Den indvending kommer hver gang, vi ønsker at regulere bankerne eller kræve forbrugerrettigheder generelt. Det er pistolpolitik fra de, der ikke ønsker regulering, og DF æder det råt. 

Indvendinger er også absurd i og med, at bankerne under finanskrisen i dén grad afleverede regningen til borgere og bankkunder. Regningen hed tabte arbejdspladser, arbejdsløshed, velfærdsforringelser og bankaktionærer, der mistede pensionsopsparingen. 

Når en stor bank krakker, har det ikke bare konsekvenser for lokalbefolkningen i det pågældende land. Det sender chokbølger ud i markedet og påvirker langt udenfor landets grænser. Danske Bank er dobbelt så stor som Danmarks BNP og havde tydeligvis ikke kvaler med at tage overdrevne risici op til kriseårene. 

Langt fra perfekt

Fra Folkebevægelsen mod EU er en central kritik, at fonden med sine 410 milliarder kroner er for lille. Jeg deler kritikken – men ikke konklusionen, som underligt nok er, at vi så ikke skal have en bankunion! Altså: Den er ikke ambitiøs nok, derfor er vi modstandere.

En anden kritik fra Folkebevægelsen er, at Den Europæiske Centralbank får det afgørende ord, når det kommer til beslutningen om at lukke og afvikle en nødlidende bank. Jeg er enig i, at der er et behov for at diskutere ECB's rolle og diskussionen om "hvem-overvåger-dem-der-overvåger-bankerne".

Men vi har måske netop under krisen haft brug for, at der var en vis distance i forhold til nødlidende banker. Mange europæiske politikere har været for tæt på og for indviklede i alle mulige andre hensyn, når det kom til kontante krav til "nationale" banker. 

Så er Bankunionen perfekt? Nej. Er vi i mål? På ingen måde. Det er mit håb, at vi med tiden kan få skruet på kravene og få flere penge i fonden.

Derudover skal Bankunionen ikke stoppe vores diskussion om de finansielle supermarkeder og deres opbygning. Almindelig udlåning, forsikringsvirksomhed og spekulation bør skilles ad. Selvom det havde været godt at få den slags lovgivning ind i Bankunionen, så hindrer den det ikke i fremtiden.