Ulighed er ved at blive et stort tema i bredere og bredere kredse. 1 procent mod 99 procent har bidt sig fast som et billede på verdens tilstand. Er kapitalismen alligevel gået for vidt? For nogle handler det om, at det er på tide at bygge samfundet på et andet fundament. For andre går bekymringen på, at ulighed kan føre til ukontrollabel social uro.

Den franske økonom Thomas Pikettys bog – Capital in the Twenty-First Century (kapitalen i det 21. århundrede) – der udkom i marts, har skubbet til debatten. Nobelprismodtagere, aviser og stjerneøkonomer lovpriser Pikettys bog, der handler om rigdom, indkomst og ulighed.

Piketty har samlet 15 års forskning til et imponerende datamateriale om den økonomiske udvikling de sidste to hundrede år. Det er de lange linjer, der interesserer Piketty. Han er stærkt kritisk over for økonomernes kortsynede teorier og mener i øvrigt, at økonomisk teori og analyse ikke kan adskilles fra politik, sociologi og historie.

Den store udfordring er opbygning af bevægelser, der er sammenhængende, vedvarende og voksende.

Hans data viser, at kapital har et større afkast end væksten i økonomien og lønnen for arbejde. Det er en udvikling, der sker med en stejlere og stejlere kurve som ved renters rente. Resultatet er, at rigdommen hober sig op på få hænder, mens fattigdommen spredes. Top 1 procent kom for eksempel flot ud af 2009 gennem en fordeling af omkostningerne for den enorme destruktion, som fulgte i kølvandet på 2008-krisen.

Mange synes, at det er for stor en ulighed. Men alt for mange mener, at ulighed er essentielt og godt, fordi det er med til at drive samfundet.

En leder i Weekendavisen sidste i uge sluttede: "Ulighed er trist, men fattigdom er forfærdelig." Bag dette udsagn ligger, at bunden bliver løftet. Hvordan kan man dog sige, at ulighed blot er "trist"?

Credit Suiss's Global Wealth Report 2013 viser, at 0,7 procent af verdens befolkning (32 millioner mennesker) ejer 41 procent af verdens værdier. 68,7 procent (3,2 milliarder mennesker) ejer tre procent af verdens værdier. Bag disse tal gemmer sig fattigdom, sult og en tiltagende udelukkelse af store grupper fra samfundet.

Ifølge Pikettys data er det klart, at aktuelle problemer ikke blot er kriser, men er indbygget i systemet. Han viser for eksempel, at den trediveårige periode med en vækst på fire til fem procent har været en undtagelse. Men han er socialdemokrat og leder efter sin løsning i progressiv beskatning af ejendom og "øget mobilitet for rigdom".

Hvorfor bruge de mekanismer, der skaber fattigdom, til at gøre en ende på fattigdom? Hans data vil formentlig vise, at det kan tage spidsen af effekten, men at det ikke er en holdbar løsning for alle. Ulighed er et delaspekt af noget større og mere fundamentalt.

En bred utilfredshed ulmer i undergrunden. Spredte og spontane udbrud slår ud i Cairo, Istanbul og i mange byer i Brasilien. Den store udfordring er opbygning af bevægelser, der er sammenhængende, vedvarende og voksende.