23 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ildsjæl mod unionen

Socialrådgiver kæmper for liste N

Ildsjæl mod unionen

Karina Rohr har ikke flere personlige valgpjecer tilbage. De 10.000 styks, hun har fået trykt, er forlængst delt ud. Det skyldes især, at hun har en folkelig bevægelse og et aktivt parti i ryggen.

39-årige Karina Rohr stiller for fjerde gang op ved et EU-parlamentsvalg. Det er en god anledning til at sætte EU's indflydelse på det danske velfærdssamfund til debat, mener hun.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

EU-modstanden skal have mindst en plads i EU-parlamentet og så skal der stemmes nej til EU's patentdomstol.

Nummer fem på Folkebevægelsen mod EU's Liste N til parlamentsvalget den 25. maj - Karina Rohr - er ikke i tvivl om, hvorfor hun - endnu en gang - stiller op for Folkebevægelsen mod EU til Parlamentsvalget:

Valget til EU-parlamentet handler grundlæggende om, man ønsker mere eller mindre EU.

- Fordi det er en god mulighed for at komme rundt i landet og få en snak om, hvordan vores velfærd kommer i klemme i EU.

Karina Rohr er lige fyldt 39 år, er uddannet socialrådgiver og arbejder som souschef på et forsorgshjem for hjemløse. Hun blev aktiv i Esbjerg-komitéen som 17-årig i 1992, da der var afstemning om Maastricht-traktaten.

- Jeg var gammel nok til at mene noget - men ikke gammel nok til at stemme - så blev jeg nødt til at være med til at gøre noget, fortæller hun til Arbejderen.

Mere eller mindre EU…

Når Karina Rohr er ude til valgmøder forsøger kandidaterne fra ja-partierne at fremstille valget til EU-parlamentet som et almindeligt folketingsvalg, hvor vælgerne skal vælge mellem højre eller venstre - og stemme på de samme partier, som de stemmer på til Folketinget.

- Men den går ikke. Valget til EU-parlamentet handler grundlæggende om, man ønsker mere eller mindre EU. Folk må gøre op med sig selv, om de ønsker nogle partier i EU-parlamentet, som ikke siger stop, når EU tiltager sig mere magt - som vi har set det med finanspagten og budgetlovene. Eller om de ønsker en bevægelse, der siger stop, hver gang EU forsøger at tilrane sig mere magt på bekostning af det danske folkestyre.

Men Folkebevægelsen kan andet end sige stop, forsikrer Karina Rohr:

- Hvis man ønsker en stærk unionsmodstand herhjemme, skal man stemme på Liste N. Folkebevægelsen står bedre, hvis vi sidder i parlamentet. Her kan vi lettere hente den viden hjem, som udgør grundlaget for EU-modstanden. Og når vi har et medlem af Parlamentet, får vi adgang til medierne. Endelig betyder vores plads i Parlamentet, at vi kan drive de to sekretariater. i Bruxelles og i København, som er forudsætningen for en aktiv unionsmodstand.

Krumspring

Især socialpolitikken står Karina Rohrs hjerte nær - både i hendes daglige arbejde og når hun skal lave politik.

- Regeringen forsøger at lave sine egne krumspring for på den ene side at leve op til EU's krav og på den anden side sikre den danske velfærd. Det kan ikke lade sig gøre. Regeringen vil gerne stille krav om, at alle, der vil have ret til danske sociale ydelser, skal have boet i Danmark i et vist antal år. Men EU's åbne grænser betyder, at vi ikke må favorisere vores egne borgere. Derfor mener EU, at udlændinge kan tælle det antal år, de har boet i deres hjemlande med - og altså have ret til danske sociale ydelser.

70 procent af kommunernes, 97 procent af regionernes og 60 procent af statens udgifter er underlagt EU's budgetlov. Og dansk økonomi bliver hvert halve år kigget efter i sømmene af EU, der kommer med henstillinger til politikerne. De såkaldte henstillinger bliver omsat til konkrete nedskæringer.

- Op mod 140 danske velfærdsydelser er truet af konsekvenserne af EU's indre marked. Det udstiller, i hvor høj grad det danske velfærdssystem støder sammen med det indre markeds fri bevægelighed, hvor det er forbudt for landene at stille andre EU-borgere ringere end egne borgere. 

Udover at være aktiv i Folkebevægelsen mod EU, er Karina Rohr medlem af Kommunistisk Parti.

- Som kommunister kæmper vi for de samme ting og det samme mål. Sammen kan vi rykke meget mere end hver for sig. Når vi organiserer os i et parti, betyder det, at vi kan kæmpe på mange forskellige fronter. Det betyder, at kommunister kan være aktive i eksempelvis EU-modstanden, i solidaritetsarbejdet og udgive en avis.

- Og det er især aktivisterne i Kommunistisk Partis fortjeneste, at jeg forlængst er løbet tør for mine 10.000 personlige foldere, som er blevet trykt op til valget. Men bare rolig, jeg har fået trykt flere, forsikrer Karina Rohr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. maj. 2014 - 08:49   21. maj. 2014 - 13:06

EU-valg

ml@arbejderen.dk
Rød Bog: Karina Rohr
  • 39 år

  • Uddannet socialrådgiver

  • Arbejder som souschef på et forsorgshjem for hjemløse

  • Nummer fem på Folkebevægelsen mod EU's Liste N til parlamentsvalget den 25. maj. Det er fjerde gang, hun stiller op ved et EU-parlamentsvalg. Første gang var i 1999

  • Hun blev aktiv i Esbjerg-komitéen som 17-årig i 1992, da der var afstemning om Maastricht-traktaten

  • Medlem af Kommunistisk Parti

EU-valg 2014

25. maj skal danskerne til EU-parlamentsvalg og stemme om EU's patentdomstol.

Året rundt leverer Arbejderen Danmarks mest omfattende og kritiske dækning af Unionens udvikling.

Det gør vi også til EU-valget.

Følg valgkampen her: