FOA, Lægeforeningen og organisationerne Sind og Bedre Psykiatri er glade for den nye psykiatriaftale.
- Med aftalen er der en realistisk mulighed for at nå målsætningen om at halvere brugen af tvang i psykiatrien, siger Karen Stæhr, formand for FOA's social- og sundhedssektor.
Regeringen lavede aftalen i sidste uge sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance og Konservative. Den giver 2,2 milliarder kroner fra satspuljen til psykiatrien i årene 2015-2018.
Det psykiatriske område skal placeres på finansloven.
Karen Stæhr, FOA
1,1 milliard går til bedre behandling, mens der er afsat 700 millioner til bedre fysiske rammer. Derudover er der mindre beløb til efteruddannelse og videreførelse af psykologordningen.
Pengene til satspuljen kommer fra den automatiske regulering af overførselsindkomster som for eksempel dagpenge og pensioner. De stiger hvert år med 0,3 procent mindre end den generelle lønudvikling på arbejdsmarkedet. De 0,3 procent ryger i satspuljen, som Folketingets partiet på nær Enhedslisten hvert år fordeler til forskellige sociale og sundhedsmæssige formål.
Enhedslisten står udenfor satspuljeaftalen, fordi partiet er modstander af at landets fattigste – arbejdsløse, pensionister og studerende – skal finansiere nødvendige tiltag på social- og sundhedsområdet. Enhedslisten mener, at den slags initiativer skal betales over finansloven.
Det synspunkt har FOA også.
- Det psykiatriske område skal placeres på finansloven i stedet for, at området som nu er afhængig af årlige donationer fra den særlige satspulje. Man kan mene, at det er ligegyldigt, hvor pengene kommer fra. Men ved at placere dem på finansloven giver det en langsigtet tryghed og arbejdsramme, som området fortsat har brug for, siger Karen Stæhr.
Det har i mange år været kritiseret, at det psykiatriske område har et efterslæb i forhold til de penge, der er brugt på det øvrige sygehusvæsen.
- For mig som socialdemokrat er det helt afgørende, at vi med den her aftale kan tage et kæmpe skridt ind i en fremtid, hvor mennesker med psykisk og fysisk sygdom har lige muligheder for at blive behandlet og vende tilbage til en normal hverdag, sagde sundhedsminister Nick Hækkerup ved præsentationen af aftalen.
Organisationerne for psykisk syge og deres pårørende, Sind og Bedre Psykiatri, understreger, at de 2,2 milliarder ikke er nok til at indhente psykiatriens efterslæb.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278