Hen over sommeren har signalerne omkring nutidens og fremtidens velfærd fyldt godt i medierne. De mange enkeltstående historier tegner et fælles billede af, hvordan velfærden i stigende grad rettes ind efter den nyliberale økonomiske politik, som regeringen har besluttet, at Danmark skal føre. 

Samfundets ansvar for syge og udsatte bliver mindre, mens det personlige ansvar kommer til at betyde stadig mere. 

I alle debatterne er der en grundlæggende naturlov, som ingen antaster: Loven om, at udgifterne i den offentlige sektor ikke må stige.

Der bliver heller ikke stillet spørgsmålstegn ved det rigtige i at gennemføre skattelettelser og afgiftslettelser, som dræner den offentlige kasse – eller planerne om at bruge op mod 30 milliarder kroner på nye kampfly.

Familien skal tage over

En af sommerens debatter har handlet om, at pårørende og naboer skal overtage en del af opgaverne med pasning og pleje. 

Det er en naturlig udvikling, når antallet af ældre og kronisk syge stiger, mener professor Karsten Vrangbæk fra Statens Institut for Folkesundhed.

"Det er et forsøg på at sige: Hvordan udvikler vi velfærdsstaten, når vi kan se, at de offentlige systemer kommer i en økonomisk klemme og måske kommer til kort i forhold til at få leveret varen", udtaler han til Politiken. 

I kommuner og regioner er man i fuld gang med at lave pårørendepolitikker, der skal lægge flere opgaver over på familierne.

Mange pårørende til handicappede oplever allerede i dag konsekvenserne af denne linje. Det er blevet langt sværere at få den nødvendige hjælp til både børn og voksne med handicap. I løbet af sommeren har Ekstra Bladet fortalt, hvordan kommunerne i stigende grad afviser at bevilge den såkaldte BPA-ordning, hvor den handicappede selv kan ansætte sine hjælpere. 

I stedet får de handicappede hjemmehjælp. Men det er en langt mindre omfattende hjælp, som for eksempel ikke gør det muligt at have en hjælper med på ture udenfor hjemmet.

"Derfor bliver man reelt stavnsbundet i sit eget hjem, når kommunen laver den her manøvre", siger Jørgen Lenger, udviklingschef i Muskelsvindfonden til Ekstra Bladet. 

Danskerne er ikke enige i, at familiemedlemmer til syge og ældre skal overtage flere plejeopgaver fra det offentlige. I en Megafonmåling lavet for Politiken siger 68 procent af danskerne nej til en sådan udvikling, mens kun 15 procent synes, at det er en god ide. 

Men, "vi kan lige så godt vænne os til tanken. Antallet af syge og behandlingskrævende ældre vokser hurtigt de kommende år, og derfor må de pårørende indstille sig på, at det offentlige vil stille stadig større krav til deres indsats", erklærer Politiken i en leder.

Pres på ansatte

At hospitaler, ældrepleje, socialcentre og andre dele af velfærdssektoren er hårdt presset af nedskæringer har sommeren leveret en række eksempler på. 

Både ansatte på sygehuse og i ældreplejen samt  socialrådgivere har råbt op om pressede arbejdsforhold, som gør det umuligt at tage ordentligt vare på syge, ældre og socialt udsatte. 

Pia Fink Pedersen, der er ansat på et plejehjem for demente i Vejle, kunne fortælle, at kommunen fra oktober skærer ned fra to til kun en nattevagt. En person får så ansvar for 24 dybt demente beboere, hvoraf der ofte er tre eller fire vågne om natten. 

"Undskyldningen for besparelsen er, at personalet mest skal være der i beboernes vågne timer, men vi får ikke bedre normering om dagen", siger Pia Fink Pedersen til foa.dk.

FOA kunne i juli afsløre, at den ekstra milliard kroner, kommunerne fik til ældreområdet på finansloven for 2014, er røget i et stort sparehul. Kommunerne har skåret i alt en milliard og 370 millioner kroner på ældreområdet fra 2013 til 2014. 

Den melding fik Politiken til at konkludere i en leder, at "effektiviseringer i ældreplejen er nødvendige" og at "FOA gerne vil have så mange penge som muligt til de ældre, fordi det giver arbejdspladser til medlemmerne".

Et klart mønster

Der er et tydeligt mønster i sommerens velfærdsdagsorden: Samfundets ansvar for syge og udsatte bliver mindre, mens det personlige ansvar kommer til at betyde stadig mere. Individualiseringen er nyliberalismens tro følgesvend. Alle regeringens reformer peger i samme retning.

Og størsteparten af medieverdenen sætter ikke det mindste spørgsmålstegn ved den samfundsudvikling. Tværtimod underbygger de Bjarne Corydons tese om, at der er tale om en nødvendighedens politik, som der ikke eksisterer noget alternativ til.