18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagpengesag kan vælte Thornings finanslovsplan

Analyse

Dagpengesag kan vælte Thornings finanslovsplan

Regeringen har behov for at lave en finanslov uden om Venstre denne gang. Men Thorning og Corydon afviser blankt at opfylde kravet fra Enhedslisten, SF og fagbevægelsen om lempelse af dagpengereglerne.

FOTO: Keld Navntoft / Scanpix
1 af 1

Når regeringen i dag fremlægger sit forslag til finanslov, er meget på spil for Socialdemokraterne. 

Det er den sidste finanslov inden det kommende folketingsvalg, som skal afholdes senest 15. september næste år. 

Efter en lang række upopulære reformer havde Helle Thorning Schmidt kridtet banen op til et finanslovsforløb, som skulle få regeringen til at fremstå som forsvarer af kernevelfærden og fagbevægelsens ven. Nu ser det ud til at dagpengesagen, kan vælte statsministerens plan.

Utilfredsheden ulmer også i socialdemokraternes folketingsgruppe.

Det første punkt i planen var en udmelding fra Helle Thorning om, at ændring af dagpengereglerne under ingen omstændigheder bliver en del af forløbet af finansloven. Regeringen vil afvente redegørelsen fra den nedsatte dagpengekommission. 

Derefter satsede Helle Thorning Schmidt på at flytte dagsordenen fra den belastende dagpengesag til et par vindersager for regeringen. Et par lækkede elementer af finansloven skulle tjene det formål.

Først kom meddelelsen tirsdag i sidste uge om, at regeringen vil fordoble fradraget for fagforeningskontingent. 

Derefter fremlagde regeringen et omfattende sundhedsudspil, som afsætter fem milliarder kroner til forbedringen af kræftbehandlingen og indsatsen overfor kronisk syge.

Med de to udspil ønsker Helle Thorning Schmidt at skabe kant til Venstre. Det har Socialdemokraterne brug for op til valget, efter at have lavet den ene aftale efter den anden med Venstre. 

Vrede i fagbevægelsen

Det var VK-regeringen, som tilbage i 2010 skar ned på fradraget for fagforeningskontingent. Forslaget var designet til at skade LO-fagbevægelsen og gavne de gule fagforeninger. Socialdemokraterne ønsker at signalere, at de i modsætning til Venstre lytter til fagbevægelsen. 

- Vi har brug for en stærk fagbevægelse til at gå forrest i kampen mod social dumping og til at sikre gode overenskomster for lønmodtagerne, siger statsministeren til DR Nyheder i forbindelse med fremlæggelse af forslaget. 

Med sundhedsudspillet vil regeringen vise, at den står som garant for velfærden i modsætning til Lars Løkkes nulvækstpolitik.

- Regeringen går jo ikke ind for nulvækst, der skal bruges til at finansiere skattelettelser. Og fordi vi ikke går ind for nulvækst, så har vi nu mulighed for at prioritere et af de velfærdsområder, som betyder meget. Ikke bare for regeringen, men for rigtig mange mennesker i Danmark, sagde Helle Thorning Schmidt ifølge JydskeVestkysten, da udspillet blev lanceret.

Men statsministerens plan lykkedes ikke. Dagpengesagen overskyggede de to udspil.

Der er stor vrede i fagbevægelsen over, at en socialdemokratisk ledet regering ikke vil sikre de arbejdsløse, som i tusindvis falder ud af dagpengesystemet. Som Arbejderen skrev i sidste uge har blandt andet de fire største afdelinger i Dansk Metal og ti midtjyske LO-formænd krævet, at Helle Thorning gør noget for de arbejdsløse nu.

Intet tyder på, at utilfredsheden i den lokale fagbevægelse vil stoppe, selvom LO-formand Harald Børsting og andre fra LO's top nu fastslår, at krav om ændring af dagpengereglerne ikke har nogen "gang på jord".

DF fisker i rørte vande

Også i Socialdemokraternes egen folketingsgruppe ulmer utilfredsheden. Berlingske har talt med 18 socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som kræver en løsning på dagpengeproblemet. Og regeringens to støttepartier, Enhedslisten og SF, fastholder, at en løsning i forhold til de arbejdsløse står centralt for dem i finanslovsforhandlingerne. 

Enhedslisten rejser også kravet om tilbagerulning af nogle af skattelettelserne til de rigeste.

Det giver regeringen problemer, da den har en klar interesse i at lave en "rød" finanslov denne gang, hvor valget er lige om hjørnet. 

Indtil videre afviser Bjarne Corydon totalt, at dagpenge eller skattestigninger bliver en del af finansloven.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl fisker i rørte vande med en udmelding om, at han vil rejse kravet om mere lempelige dagpengeregler til en kommende blå regering. Forringelsen af dagpengereglerne var ellers et forslag, som oprindeligt kom fra Dansk Folkeparti. 

De kommende måneder vil byde på finanslovsforhandlinger præget af alle partiets behov for at positionere sig op til valget – og dagpengesagen vil igen spille en dominerende rolle.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2014 - 06:00   26. aug. 2014 - 06:10

Finanslov 2015

ur@arbejderen.dk
Finanslov 2015

Aftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten om finansloven for 2015 indeholder følgende hovedelementer:

  • 610 milioner kroner i 2015 til ny midlertidig kontantydelse, der erstatter den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.
  • 2,5 milliarder kroner til at modtage øget antal flygninge. 1-1,5 milliard kroner tages fra u-landsbistanden. Kommunerne får en kvart milliard til deling.
  • Sundhedspakke, der afsætter 600 millioner kroner ekstra til flere hænder på sygehusene næste år for at imødegå overbelægning.
  • En milliard kroner til 600 flere pædagoger i daginstitutionerne – det svarer til 0,15 pædagog per daginstitution.
  • 75 millioner kroner til velfærdspakke, blandt andet et "hjemmehjælpsklippekort" til ældre.
  • 30 millioner kroner til øget indsats mod social dumping.
  • 1210 millioner kroner ekstra til miljø- og klimaindsats.

Mange delaftaler går over flere år. De angivne beløb angiver alene udgifterne i 2015